Skolevej er for farlig for cyklister

Nøvling Skole og formand for Visse Samråd ønsker cykelsti snarest

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

VISSE/NØVLING:En cykelsti på Brådalvej mellem Visse og Nøvling står højt på ønskelisten blandt borgerne i de to byer samt de ansatte på Nøvling skole.

Til trods for, at omkring 70 børn med bopæl i Visse har deres skolegang på Nøvling skole, og at afstanden mellem de to byer er under fire kilometer, er skoleelever på strækningen et sjældent syn.

- Forståeligt nok er der ingen forældre, der tør lade deres børn køre på den. Det er vanvittigt så farlig den vej er, siger Rune Træholt, viceskoleleder på Nøvling Skole.

- Dødsensfarlig

Ifølge viceskolelederen gør kombinationen af smal vej, mange sving, ringe oversigtsforhold og hurtigkørende biler vejen dødsensfarlig for bløde trafikanter.

- Af samme grund kan vi dårligt lave cyklistprøver, tilføjer Rune Træholt, der personligt har fravalgt vejen til fordel for Kirkestien, en grusvej, der ad anden rute forbinder de to byer.

- Men det går kun, fordi jeg kører mountainbike. Kirkestien er alt for hullet og visse steder for stejl til almindelig cykel, så det er meget presserede for os, at der snart kommer en cykelsti, siger Træholt.

Gert Ingolf Johansen, formand for Visse Samråd og byrådskandidat for Dansk Folkeparti tilslutter sig skolens ønske om en cykelsti.

- Cykelstien må nu lægges øverst på cykelstihandlingsplanen, siger Gert Ingolf Johansen, der ser skolebørnenes mulighed for at cykle i sammenhæng med de indskrænkninger, der er sket, hvad angår buskørslen på strækningen.

Ifølge magistratens udspil til budgettet for 2014 er der først afsat penge til cykelstier i landdistrikterne i 2016.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.