Skomageren nægter at uddø

Lars Hofmeister
Foto: Kim Dahl Hansen
Frederikshavn 5. september 2016 09:02

FREDERIKSHAVN: Skomagermester Ove Beck fra Frederikshavn er 72 år, og i januar fik han en ny skulder.

Han var 15 år, da han kom i lære i sin fars skomagerbutik, og i vinter mente manden, at tiden var inde til at gå på pension.

Drømmen var at finde en lærling eller en arvtager, der ville føre skomagerbutikken i Søndergade videre, og NORDJYSKE besluttede sig for at følge Ove Becks jagt efter en ny skomager.

Men ak.

Som tidligere beskrevet viste det sig at være svært at finde en arving.

- Der har været tre interesserede. Og der var særlig én, der var meget interesseret. Men han kunne ikke låne penge af sin bank, fortæller Ove Beck, der bor med sin kone Lise i et dejligt hus ved havet.

Den pågældende bankassistent mente i øvrigt, at der bestemt ikke var nogen fremtid i at være skomager, hvilket er en holdning, Ove Beck er lodret uenig i.

Han er helt med på, at faget er hårdt trængt, men at det bare er et spørgsmål om tid. Han nægter med andre ord at tro på, at skomagerne uddør.

- Der må komme en dag, hvor folk finder ud af, at de kan spare mange penge ved at få repareret et par sko i stedet for at smide dem ud, siger Ove Beck, der er den sidste aktive skomagermester nord for Limfjorden.

Holdningen er, at Frederikshavn fortsat skal have en aktiv skomagermester, så derfor har Ove Beck - efter skulderen nu er ved at være på højkant - valgt at fortsætte og har genåbnet sin forretning i Søndergade. Til at begynde med holder han åbent hver onsdag, og når genoptræningen bærer lidt mere frugt, vil han holde åben onsdag, torsdag og fredag.

- Jeg er jo rigtig glad for det her fag. Og for kunderne. Som jeg jo har nok af, siger Ove Beck. Og smiler.

I øvrigt kan det nævnes, at Ove Beck 24. september deltager i et historisk møde, hvor Nordjysk Skomagerlaug har 100 års jubilæum. Og samtidig opløser sig selv.

Lauget har nemlig kun otte medlemmer tilbage - inklusive konerne - så nu er det på tide at sige stop.

Men selv om faget således er hårdt trængt, har Ove Beck ikke opgivet tanken om at få en lærling eller en arvtager til forretningen.

For - som han siger - det er bare et spørgsmål om tid.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...