EMNER

Skorstensfejeren klipper pladerne

Fra 1. juni skal skorstensfejeren slå hårdt ned på brændeovne og kedler, der ikke er godkendt

Det er slut med at sætte et rør på en gammel olietønde, eller for den sags skyld købe et billigt stokerfyr eller brændekedel af tvivlsom herkomst på nettet. Fra 1. juni vil kontrollen med folks fyringsanlæg blive skærpet væsentlig, og det kan også blive noget dyrere for borgerne at udskifte f.eks. et stokerfyr. Ejerne eller installatørerne af nye anlæg skal nemlig fra den dato dokumentere, at nye anlæg eller brændeovnne overholder normerne i den såkaldte brændeovnsbekendtgørelse EN303-5. Det handler om virkningsgrad og emmision - forurening med CO, kulbrinter og støv. Formålet er at få renset ud blandt de mange gamle og dårlige kedler. - Vi vil fremfor forlange en attest, der dokumenterer, at anlægget eller brændeovnen er godkendt. Hvis den ikke findes, bliver ejeren indberettet til kommunen, fortæller formand for det nordjyske skorstensfejerlaug, Lars Christensen fra Hjørring. Bøde eller fængsel Ifølge bekendtgørelsen kan overtrædelser medføre bøde og i værste fald helt op til to års fængsel. Installatøren og sælgeren kan også blive gjort ansvarlig, og derfor har flere taget deres forholdsregler: - Vi sætter kun anlæg op, som vi selv leverer og er sikre på overholder de nye krav, siger Thomas Petersen fra Nordjysk VVS Teknik. Han medgiver, at det fremover kan blive dyrere for borgerne at udskifte anlægget. - Men ikke på længere sigt. For de godkendte anlæg med en høj virkningsgrad er de billigste på længere sigt, siger Thomas Petersen, der mener at de skærpede regler vil få flere til at udskifte det gamle anlæg. Men da reglerne ikke omfatter eksisterende anlæg kan det måske også få flere til at beholde den gamle kedel eller brændeovn. - Det kan der godt være en fare for. Men jeg oplever at flere og flere også kan se det miljømæssigt fornuftige i at skifte, siger skorstensfejer, Lars Christensen. Hos en af producenterne af kedler Vølund Varmeteknik ser man frem til den skrappere linie: - Reglerne har jo været der siden 1996, men det er først nu de bliver håndhævet. Der sælges tusindvis af billige kedler, der ikke er godkendt, siger salgskonsulent Brian Holmberg Der er kun fire instanser i Europa, der kan godkende kedler efter bekendtgørelsen - bl.a. Dansk Teknologisk Institut.