Polen

Skotske rugby-tæsk

Edinburgh er overlegne, men Aalborg kan sagtens matche polakkerne

AALBORG:Selv om lørdag var hviledag for langt de fleste deltagere i Ungdomslegene, var der enkelte undtagelser. Rugbyspillerne, for eksempel, følte ingen trang til at hvile sig. De lokale knægte fra Aalborg Rugbyklub tørnede ud i kampe mod Edinburgh fra Skotland og Gdynia fra Polen, der er de eneste deltagere i rugbykonkurrencen. Egentlig havde engelske Lancaster haft følerne ude, men de blev hurtigt trukket ind igen, fordi Aalborg-klubben ikke kunne garantere for, at der ikke var piger på banen. I England har man nemlig en regel om, at hvis man - som dreng - er over 12 år, må man ikke spille mod piger af forsikringsmæssige grunde. - Den garanti kunne vi ikke give, for vi kunne jo ikke vide, om polakkerne kom med et par stærke piger, forklarer formand Henrik Bach Nielsen fra rugbyklubben. Formanden mindes en tidligere udgave af Ungdomslegene, hvor den lokale Mette Nielsen fuldstændig overstrålede alle drengene på banen. Syv-mands spil Et normalt rugbyhold består af 15 spilllere. I Ungdomslegene har man dog valgt at spille med syv mand på holdene, idet Gdynia kun har kunnet stille med 10 spillere. Og der skal jo også være tid til at puste lidt ud, selv om der kun spilles kampe af to gange syv minutter. Da NORDJYSKE besøgte rugbystadionet på Johannesmindevej, spillede de lokale knægte mod Edinburgh, der er klart det bedste hold. I den første kamp mellem de to hold havde skotterne vundet med 31-0, og derfor var slutresultatet 22-7 i den anden kamp faktisk ganske flot. - Skotterne spiller kampe to gange om ugen, og herhjemme spiller vi blot seks kampe - om året, betoner formand Henrik Bach Nielsen. Alligevel har klubben nogle dygtige spillere i skikkelse af Sylvester Michaelsen, Christian Sondrup og Mikkel Møller, der alle er ungdomslandsholdsspillere. Hvis skotterne er hårde at vælte, går det nemmere med polakkerne. Dem slog Aalborg med 17-15 i den første kamp. Rugbyklubben har været med i Ungdomslegene syv ud af otte gange, og det er en æressag for klubben, at man hvert år lykkes med at indkvartere alle de udenlandske gæster. I år er ingen undtagelse på den front.