Skov i stedet for landbrug en kilde til drikkevand

Det var knapheden på træ og overproduktion i landbruget, der var den egentlige årsag til regeringens beslutning i 1987 om, at dansk skovproduktion skulle fordobles over en 80-100 årig periode.

Formålet med at rejse skov har siden ændret sig noget. I dag ser man først og fremmest skovene som værdifulde rekreative områder. Desuden har man en klar formodning om, at grundvandet under skove er væsentlig bedre end under landbrugsjorde. Nitratindholdet er lavere. Der bliver stort set ikke brugt pesticider i almindelig skovdrift. Derudover bindes der mere kulstof i et skovøkosystem, end der gør i et landbrugsøkosystem. Skovrejsning er til stadighed et aktuelt emne. For det koster penge at rejse ny skov, men i bestræbelserne på at skaffe sundt drikkevand også i fremtiden, er der etableret samarbejder mellem vandværkerne og det offentlige. Vandværkerne betaler for jorden og det offentlige - Skov- og Naturstyrelsen - for skovrejsningen og kommende forvaltning af skovene. Vandværkerne har så mulighed for at lægge afgift på vandet, som skal sikre det kommende grundvand. - I realiteten er det forbrugerne og skatteyderne, der betaler udgifterne, oplyser Karsten Raulund Rasmussen, Afdeling for Skovøkologi ved Forskningscentret for Skov & Landskab. Nye skove bliver således i de fleste tilfælde anlagt på gammel landbrugsjord, men der er et men. Skovplantningen bør ske med omtanke. Hver enkelt lokalitet bør vurderes nøje, og man bør overveje, om man planter løvtræer eller nåletræer. Der er en risiko for cadmiumforgiftning af grundvandet, afhængig af jordbundens pH-beskaffenhed, og om man vælger at plante løv- eller nåletræ. Hvor jorden er sur helt ned til grundvandet, vil løvtræ være bedst. Der dannes i øvrigt mest grundvand ved at vælge løvskov. Nedbør vil sile ned ad grene og stammer på løvtræer, mens det lægger sig på nålene og fordamper på nåletræer.