Skovarbejder for en dag

Naturvejlederne i Brønderslev Kommune og skovarbejder Anne Henrichsen inviterer søndag eftermiddag hele familien i skoven. Deltagerne får her mulighed for at skære fløjter, klatre i træer, lave skovkomfur og se et træ blive fældet. Desuden kommer der et mobilt savværk, så både store og små kan se, hvordan store træstrammer bliver forvandlet til tømmer. Stedet for de mange aktiviteter er Søheden Plantage på Søhedenvej, og deltagerne kan følge ugleskiltene, der er sat op i området, for at finde frem til naturvejledere og skovarbejder. Thomas Nielsen vil stå i spidsen for træklatring. Han vil med tove og seler sikre, at folk får en sikker optur mod trætoppene - og kommer sikkert ned på jorden igen. Deltagerne i Skovens Dag kan også få svar på, hvad naturskov, kulturskov og fredsskov er.