Naturvidenskab

Skovbisættelser deler vandene

Næsten lige mellem ja- og nej-stemmer - stort set ingen har stemt "ved ikke"

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Blomstrende anemoner, den lysegrønne underskov, bøgekronerne der snart folder sig ud i al deres lysegrønne vælde. Kan man ønske sig nogen smukkere gravplads end den? Foto: Peter Broen

Udenfor lysner det dag for dag, og skoven grønnes langsomt - anemonerne lyser op som nyfalden sne, underskoven er ved at være sprunget ud, og der skal ikke mange dage med 15-20 graders varm til, før bøgens knopper også brister og lader os nyde det uendeligt smukke syn af en helt nyudsprungen bøgeskov. Det er velsagtens på denne tid af året, at tanken om at få sin urne nedsat i en skov, med en diskret mindeplade på et træ, for alvor kan synes oplagt for nogle; tænk at ens efterkommere kan mindes i bøgeskovens lysegrønne katedral, under kæmpetræernes kroner, hvor byens støj er fjern og dyrene snakker med. Men ... sådan skal det ikke være, i hvert fald ikke i Frederikshavn Kommune. Foreningen Løvfald har haft spurgt, om kommunen ville udpege Sæbygård Skov som naturbisættelses-plads, plan- og miljøudvalget har haft sagen til behandling, og vendte tommelfingeren nedad. Dels fordi man rent principielt mente, at de nuværende begravelsesordninger er gode og alsidige nok, dels fordi man frygtede, at skovbisættelser ville komme til at påføre kommunen en udgift i forbindelse med opsyn og tilsyn med begravelsespladserne. NORDJYSKE har spurgt Borgerpanelet Frederikshavns Røst om holdningen til skovbisættelser, og svaret er klart og tvetydigt: Sagen deler vandene stort set lige over; og det er en sag, langt de fleste har en mening om. 47 af dem, der svarede, siger "ja", 42 siger "nej" og kun fire siger "ved ikke". Så hvis nogen vil gå videre med sagen, så er der opbakning til begge synspunkter i borgerpanelet; eller modstand, hvis man hellere vil se det fra den side. Når det gælder bevæggrundene, så falder ja-sigerne generelt i en "jamen selvfølgelig skal man have lov til det, så længe det er på særligt udpegede områder", mens nej-sigere generelt frygter for, at gravfreden ikke bliver respekteret, at urnerne kan blive gravet op samt har en holdning om, at man som naturvandrer ikke skal påduttes andres gravsteder. Tilmeld dig Borgerpanelet Frederikshavns Røst ved at klikke her.