Skove får papir på, at de er bæredygtige

København, torsdag /ritzau/ ----- ----- ----- Grafik følger ----- ----- ----- De første tre danske private skove får nu papir på, at de drives bæredygtigt. Den største er Salten Langsø Skovdistrikt ved Silkeborg på 4178 hektar. De andre er Rangle Mølle, Dønnerup og Allindemagle Skovdistrikter på Vestsjælland på 1230 hektar og Hverringe Gods på Nordøstfyn på 263 hektar. Skovene lever alle op til standarderne for bæredygtig skovdrift og har ret til at bære et særligt logo. Danmark fik sidste år godkendt sin PEFC ordning, så danske skove kan få papir på, at de drives efter et sæt fælleseuropæiske regler for bæredygtighed. Det indebærer blandt andet, at der skal anvendes et varieret udvalg af træarter tilpasset klimaet, at sjældne planter og dyrearter skal beskyttes, at jordbearbejdning og brug af sprøjtegift skal begrænses, at der skal tages hensyn til fortidsminder, samt at medarbejderne skal have ordentlige ansættelsesforhold. PEFC står for Pan European Forest Certification, og for at få sin ordning godkendt skal et land dokumentere, at de fælleseuropæiske regler er overholdt, og at der nationalt er et uafhængigt organ til at kontrollere ordningen. Der er allerede over 47 millioner hektar PEFC-certificeret skov i Europa, så Danmark er en lilleput i europæisk sammenhæng, men det er gået relativt hurtigt med at få de første skovarealer klar til godkendelse. De første certificeringsbeviser overrækkes i dag på Dansk Skovforenings generalforsamling i Nyborg. /ritzau/