Natur

Skovfogedens elskerinde

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Lady og skovfogeden har endelig smidt de sidste hæmninger og givet sig hen til deres natur og sanselighed.

film ¿Lady Chatterley¿ # # # # # ¤ Kærlighed og erotik - jamen, kan de da skilles ad? Ikke i ¿Lady Chatterley¿, den franske instruktør Pascale Ferrans filmudgave af den berømte og engang meget kontroversielle roman om seksualitet, politik og kønskamp. Det er første gang D. H. Lawrence¿s hovedværk filmatiseres af en kvinde - og det er helt tydeligt det, der skulle til for at løfte den ud over konvention og forudsigelighed. Pascale Ferran har stillet hele filmen ind på sanseligheden. Den unge Lady Chatterley er ensom og lidt forfrossen i sit ægteskab med den krigsinvaliderede Sir Clifford, så det ligger lige til højrebenet - åbenlyst for alle andre end hende selv - da hun en dag, uforvarende, får et glimt af den nye skovfoged, Parkin, mens han står og vasker sig ved pumpen ude i morgensolen. Hans brede, hvide krop, tætte behåring og stærke hænder slår næsten bogstaveligt benene væk under hende og hun flygter ud i skoven - fra sig selv og det sansechok, hun netop har fået. Herfra er der ikke langt til de to ligger i hinandens arme, her og der og alle vegne, og vi følger, forpint, den hede affære, den voksende kærlighed og både hans og hendes gryende og efterhånden modnede oplevelse af, hvad krop og kærtegn gemmer af ekstaser midt i faren for at blive afsløret. Og opdager også, efterhånden, hvem af de to, der egentlig har mest i klemme. Det er en meget erotisk film, der er kommet ud af det - netop ikke kun på grund af nøgenhed og tætte billeder af de elskendes kroppe - men langt snarere i ansigternes nøgenhed i de intenseste øjeblikke og sårbarheden og smerten i øjne og stemmer, når de husker, længes, sender ordløse signaler ud i mørket - eller når de prøver at sætte ord på deres umulige drømme om at kunne være sammen tværs hen over den værste hindring af dem alle - klasseskellet. Vi er i årene efter Første Verdenskrig, Lady Chatterleys mand er både storgodsejer, mineejer, fabrikant og meget mere - kapitalen er enorm og den kapitalistiske tankegang rendyrket og rå. På samme måde er kønsrollemønsteret også fortsat cementeret i de gamle former, og selv om feminismen er i gang med at røre på sig, er det ikke noget, der er nået ud til godsejerne, Lord¿erne og Ladyerne. Her har man måder og rutiner at følge, også når arvefølgen skal sikres trods mandens beklagelige invalidering. Der kradses kun i overfladen af hele denne dybe menneskelige konflikt og potentielle tragedie - fokus fastholdes hele filmen igennem på Lady Chatterley¿s kærlighed, følelserne, drømmene, krisen - det er set og sanset fra hendes synspunkt så intenst, at det i sig selv løfter filmen op i en højere klasse. Hele dens billedsprog og lydside er skabt efter det. Skoven er sanselighedens og erotikkens vildtvoksende, fugtmættede, duftende tempel, her sender træerne dybe lydkoder til hinanden i natten, blomsternes tegnsprog blander sig med vinden, regnen, kildevandet - og midt i dette varme, utæmmelige stykke natur færdes Parkin, skovfogeden, stærk, bred, maskulin, vokset sammen med skoven - en stille, filosofisk mand med de blideste øjne i herredet. Ikke så sært at det må gå, som det går. En særlig nuance får det alt sammen af, at filmen er fransk - spillet på fransk af franske skuespillere og fransk filmhold. Så vi ser pudsige detaljer, såsom en masse ikke ret engelsk kindkysseri til begge kinder og hører de superbritiske navne og steder udtalt med den franskeste frø-accent. Det er slet ikke nogen dårlig tilgang til netop denne film. Lars Borberg lars.borberg@nordjyske.dk @Brød.9.u-indryk.3-fede-ord: { ¿Lady Chatterley¿ Frankrig 2006. Instruktør Pascale Ferran. Manus: Robert Bohbot efter D. H. Lawrence¿s roman. Fotograf: Julien Hirsch. Medvirkende: Marina Hands, Jean-Louis Coullo¿ch, Hippolyte Girardot. To timer, 48 min. Till. f. alle. Biffen, Aalborg