Skovfolk til familiejuletræ på Nørlund Slot
Dans om kæmpe juletræ for alle ansatte og deres familier er en meget gammel tradition hos Nørlundfonden som ejer af slottet.

To hestevogne med et spand fjordheste og knabstruppere forspændt tog børnefamilier på en lille skovtur tæt på Nørlund Slot inden dansen om juletræet indenfor i varmen. Privatfoto
Den fælles juletræsfest for alle ansatte hos Nørlundfonden og deres familier i riddersalen på Nørlund Slot er en yderst populær gammel tradition. I år samlede arrangementet 122 deltagere i alle aldre, der efter selv at have skovet deres egen private juletræ i en af fondens plantager indtog den julepyntede riddersal på slottet. Her blev der danset om det fire meter høje smukt pyntede juletræ og sunget adskillige julesange i fællesskab med en rigtig lyslevende julemand som deltager til stor glæde for de mange børn. Bagefter var der gløgg og æbleskiver til alle, tilberedt af oldfrue Mona Høgh.