Skovgolf med ny plan i baggen

Aalborg Golfklub iværksætter en plan B udenom fredskoven i St. Restrup

Golf 6. juni 2003 08:00

ST. RESTRUP: Aalborg Golfklubs planer om at etablere atten nye huller i fredskoven ved St. Restrup har igennem længere tid været på direkte kollisionskurs med skovloven. Derfor har Aalborg-golferne nu søsat et nyt projekt, der behændigt sejler udenom lovgivningens knivskarpe rev og skær. Nu har klubben i stedet taget kontakt til fredskovens naboer i et forsøg på at købe den omkringliggende jord med henblik på at udvide banen dér. Og klubbens seneste initiativ er kommet godt fra start. - Hvis vi anlægger ni huller på de nye arealer, slipper vi uden om frednings-spørgsmålet, siger formanden for Aalborg Golfklub Peter Søndergaard. - Planen kræver kun, at vi får ophævet landbrugspligten på jorden. Og derefter vil vi sandsynligvis kunne komme hurtigt i gang med arbejdet. Byggeriet kan starte næste år, og vi vil have ni nye huller om to til tre år. Formanden supplerer visionerne med, at klubben allerede har været i kontakt med naboerne, der har reageret positivt på henvendelsen. Peter Søndergard håber på at kunne præsentere et færdigpakket forslag til klubbens medlemmer på en generalforsamling efter sommerferien. Kombineret projekt Men selvom Aalborg Golfklub nu har sat drive i et nyt projekt, har man ikke droppet tanken om at baske til golfbolde i fredskoven. I marts var miljøminister Hans Christian Schmidt (V) på inspektionstur i den fredede skov, og det åbnede nogle nye muligheder for Aalborg-golferne. I øjeblikket arbejder klubben på at strikke en ansøgning sammen til det lokale statsskovdistrikt, hvori man søger dispensation til at bygge i fredskoven. - Vi har taget højde for miljøminsterens betragtninger, siger Peter Søndergaard og forklarer, at de oprindelige atten huller nu er blevet reduceret til ni. - Med atten huller får man en fældningsprocent på 25, mens ni huller kun vil afstedkomme en fældningsprocent på ti-tolv stykker. Og det er nok mere politisk spiseligt. Ansøgningen redegør også for, at de ni huller vil blive isoleret på den ene side af asfaltvejen, ligesom klubben vil tilgodese andre friluftsaktiviteter i området. - Hvis vi så får grønt lys, er tanken, at skovprojektet skal kombineres med det nye projekt. På sigt er der altså stadig mulighed for, at vi ender med atten huller. Peter Søndergaard påpeger dog, at en eventuel tilladelse til at bygge i fredskoven sandsynligvis vil medføre en byge af anker og klager fra specielt naboer. - Det er kompliceret, men ikke umuligt. Men det vil komme til at tage lang tid.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...