Skovsgård Hotel nomineret til FDB-pris

At bringe mennesker på kanten af arbejdsmarkedet tættere på beskæftigelse.

Skovsgård Hotel er en af de fem nominerede. Det er tredje år i træk, at årets socialøkonomiske virksomhed skal kåres. Og på trods af finanskrise, vokser nye socialøkonomiske virksomheder frem og andre bliver større. 24 virksomheder blev indstillet til årets pris, hvoraf fem nu er nominerede. Ifølge Thomas Bagge Olesen, adm. direktør i FDB, er der tale om et stærkt felt. - De fem nominerede er både nytænkende, innovative og har masser af fremdrift. Og så er de eksempler på, hvordan virksomheder kan deltage i løsningen af de stigende velfærdsudfordringer, vi ser. Det er meget inspirerende, siger Thomas Bagge Olesen. Bjarne Petersen, bestyrelsesformand i fonden Socialøkonomi.dk, er også glad for de nominerede og peger på, at finanskrisen næppe har gjort det nemmere at være socialøkonomisk virksomhed. - På trods af krisen er det godt at se, at socialøkonomiske virksomheder både vokser og udvikler sig. Det giver bestemt håb for fremtiden for området, siger Bjarne Petersen. Årsprisen på 100.000 kroner uddeles på konferencen "Større værdi af dit samfundsansvar", der holdes tirsdag 31. januar 2012. Konferencen stiller skarpt på, hvordan virksomheder igennem strategiske partnerskaber kan skabe større værdi for samfundet - og på bundlinjen. Der er oplæg af blandt andre Steen Hildebrandt og Melissa Bradley. Udover de 100.000 kroner modtager vinderen af FDB's Socialøkonomiske Årspris også rådgivningsydelser og en statuette til kaminhylden. Nomineret til FDB's Økonomiske Årspris 2011 er: Skovsgård Hotel. En socialøkonomisk virksomhed, der driver hotel- og restaurationsvirksomhed i Skovsgård i Nordjylland. De skaffer arbejdspladser for mennesker uden for det normale arbejdsmarked, ligesom de sikrer et samlingssted for lokalsamfundet. Bybi. En socialøkonomisk virksomhed, der skaffer bier til København for at fremme miljøet. Bistaderne placeres hos virksomheder, som led i deres CSR-indsats. Bierne passes af udsatte grupper. Grantoftegaard. En socialøkonomisk virksomhed, der driver et økologisk landbrug i Ballerup. Her har de oplysningsaktiviteter om økologi, og udfører naturpleje i området. De har desuden opkvalificerende forløb for ledige på kanten af arbejdsmarkedet. Telehandelshuset. En socialøkonomisk virksomhed, der opretter arbejdspladser for mennesker med synshandicap. Viaid. En socialøkonomisk virksomhed, der driver to cafeer, Cafe Retro og Cafe Retro Nørrebro. Overskuddet fra cafedriften går til socialt og humanitært arbejde. Der tilbydes folkeoplysende aktiviteter i cafeerne. Derudover hører designvirksomheden Kono Business & Development under Viaid. Danske designere udvikler tørklæder og tasker, som produceres af kvindelige skræddere i Sierra Leone. Et dommerpanel på otte personer afgør, hvem der skal modtage prisen. mc