EMNER

Skovsgård kommer med i brætspil

Når danskere fra maj næste år spiller den nye udgave af brætspillet Monopoly - Her & Nu Danmark, kan de lande på byen Skovsgård.

Monopoly er det spil, som her i Danmark bedst kendes som Matador - selvom Matador egentlig er en dansk kopi af Monopoly, som blev opfundet i USA i 1935. Spilproducenten Hasbro har ladet danskerne bestemme, hvad felterne på den nye udgave af spillet skal hedde. De traditionelle vejnavne er skiftet ud med bynavne, og på forhånd havde Hasbro nomineret 40 byer, mens der kun var 22 felter. Afstemningen har været et af de store samtaleemner i Skovsgård på det seneste, hvor der blandt andet har været ophængt plakater i boldklubben med opfordring om at stemme byen ind. Jo flere stemmer, jo finere en placering på brætspillet. Skovsgård blev stemt ind som den 14. dyreste by og slog blandt andre København og Århus, som røg helt ud af konkurrencen. Dyreste by - afløseren for Rådhuspladsen - blev den lille landsby Engesvang ved Silkeborg. Den nye, danske udgave af Monopoly kommer på gaden til maj.