Skovvej er lukket

Endnu et barn blev påkørt inden blomsterkummerne blev sat op

Skagen 9. september 2002 08:00

SKAGEN: Beboerne i den vestlige ende af Skovvej kan nu ånde lettet op. Kommunens vej- og serviceafdeling har placeret tre hvide kummer ved Hans Baghs Vej. Det er det positive resultat af 21 års kamp for regulering af den gennemkørende trafik. Forrige mandag, den 26. august blev fire-årige Freja ramt af en bil, ud for sit hjem i nummer 36. Torsdag i sidste uge gik det så ud over en lille dreng på sin cykel, ud for nummer 24, hvor Møllevej slutter til Skovvej. - Heldigvis slap også dette barn for alvorlige kvæstelser, men denne gang anmeldte vi episoden til politiet, fortæller en af beboerne, Jens Holm. - Da patruljevognen kom kørte endnu en bilist tværs gennem Skovvej og indkasserede omgående en bøde. Politiet havde været på stedet mindre end et minut. - Skovvej har gennem de sidste tyve år haft gennemkørsel forbudt, på både den østlige og den vestlige del - og fra begge ender. Det er bare først nu det bliver håndhævet, bemærker Jens Holm. Trafik-tællinger på Skovvej, foretaget i april, juni og juli i år, viste hårrejsende mange gennemkørsler på en stille villavej uden fortov. - Det er der effektivt sat en stopper for nu, og vi glæder os til at kunne sidde lidt mere afslappet, siger Jens Holm Ud over de åbenlyse fordele for kvarterets beboere, er der endnu flere gode grunde til at lukke Skovvej nu. Til den overordnede trafikplan er Skagen Kommune i øjeblikket ved at lave trafiktællinger rundt omkring på byens veje. Ved at lukke Skovvej nu kan teknik- og miljøforvaltningen derfor hurtigt få overblik over hvilke konsekvenser en lukning måtte få på andre veje.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...