Skråen juler med rock og comedy

Skråen på nordkraft holder åbent både første og anden juledag.

Thomas Hartmann og Torben Chris indhyller anden juledag Skråen i mandehørm med deres comedyshow "Men's Room".
Musik 18. december 2011 11:00

Mens mange andre kulturudbydere har lukket i julehelligdagene, holder Skråen i Nordkraft traditionen tro åbent både første og anden juledag. Juledag er der lokal musik på plakaten, mens anden juledag er helliget humoren i skikkelse af standup'erne Thomas Hartmann og Torben Chris. De optræder med deres fælles show "Men's Room", som tidligere har trukket fulde huse på Comedy Zoo i København. Efterfølgende er der Late Night Comedy Show, hvor lokale og andre mindre kendte standup-komikere får lejlighed til at vride de sidste grin ud af publikum. Juledag har Skråen arrangeret en speciel juleudgave af Skråen by Night, som 65 fredage og lørdage i årets løb har givet en lang række lokale bands mulighed for at møde publikum. Julenummeret byder på Christoffer, Rune & The Brakemen og Echo Lips. Christoffer har tidligere været frontfigur i rockbandet "Den Røde Løber" og var forsanger i Niarns kor i sidste års udgave af Allstars på TV2. Nu er han gået solo i en mere afdæmpet stil. Rune & The Brakemen banker pulsen op med old school støvet rock, og Echo Lips følger trop med sin surf-inspirerede rock.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...