Skråen satser bredt

Vi skal sørge for musik til dem, som altid er kommet her - og så skal vi også have fat i de unge

Aalborg 1. september 2004 06:00

Nordjyllands ældste regionale spillested, Skråen, har det meste af efterårsprogrammet på plads og præsenterer et bredt udvalg af musikalske tilbud. Rock, jazz, folkemusik og dansk stand-up, og så er der også blevet plads til en del nyere danske rocknavne på vej op. - Sådan er Skråens musikalske profil i dag. Vi skal sørge for, at der er noget for dem, som altid er kommet her. De, som er blevet ældre med stedet, og så har vi også fået fat i de unge. Vi skal være brede, og vil gerne give et musisk tilbud til både børn, unge og de gamle, siger Skråens daglig leder, Jørgen Nissen. Lader du øjnene glide ned over den nyligt udsendte programavis er det også netop bredden, genkendeligheden og folkeligheden, som springer i øjnene. Michael Falch, The McCalmans og De Gyldne Løver er selvfølgelig repræsenteret. Samtidig er der dog også blevet plads til yngre musikalske kræfter - nemlig Tue West, Saybia, Grand Avenue ligesom Skråen den første tirsdag i hver måned lægger hus til Musikscene Nord, hvor spillestedet i samarbejde med Dansk Musikerforbund præsenterer lokale og nye bands. - Vi gjorde lidt ekstra ud af upcoming bands i foråret, og det blev pænt modtaget af publikum. Så vi kan konstatere en publikumsfremgang på 15 procent. Så vores strategi lige nu er at blive ved med at sørge for noget til de unge og passe på de gamle publikummer, forklarer Jørgen Nissen. Iøvrigt mener han ikke at talmæssig fremgang i sig selv er noget mål. Det gælder også om at servere kvalitet for publikum. Stand-up scenen kører hver måned på Skråen og er blevet rigtig populær blandt de studerende og gymnasieeleverne. Her lægger Kasper Bang, Povl Carstensen og Steen Molzen ud onsdag 8. september og længere fremme står den på Thomas Hartman, Brian Mørk og Jacob Wilson (13. oktober) og så runder efteråret af med Anders Matthesen, Anders Fjelsted og Audrey Gas (16. november). Den amerikanske sangerinde Beth Hart, som er pladeaktuel på mandag med albummet "Leave The Light On", lagde ubesværet Skanderborg Festivalen ned med sine inderlige og ærlige sange. Et show, der fik anmelderkorpset til at sammenligne Hart med Janis Joplin. Hun står på Skråens scene søndag 19. september. For dem, som er til gammel rock - nærmest vintage - venter der genhør og gensyn med reorganiserede udgaver af The Animals og Searchers (3. oktober), og heavyrockens dinosaur "Uriah Heep" (9. oktober), der har guitaristen Mick Box fra den oprindelige gruppe med på guitar. Jazz er der også blevet plads. Oven i købet fra hver sin ende af spektret. Traditionel glad jazz med Papa Bues Viking Jazzband (10. oktober) og grænsesøgende kammerjazz med bassisten Niels-Henning Ørsted Pedersen (3. november). Inden for den nyere danske rock dukker guitaristen Aske Jacoby (20. oktober) op med sit soloprojekt og ny cd "Transfer Power", og han har blandt andet Sanne Salomonsen med som korpige i bandet. Rockbandet Sabyia, som en overgang var ved at kvæles i deres egen succes og interne skærmydsler, har også en nyudgivet cd bag sig, når de spiller på Skråen (28. oktober)- - Første gang de spillede her, havde vi 60 betalende indenfor, og næste gang stod der 400 udenfor og ville ind. Så det bliver spændende at få dem at høre igen og se hvordan det går, smiler Jørgen Nissen. Og så er der også blevet plads til Tue West (4. november), Ivan Pedersen (13. november), og når julefrokostsæsonen starter kommer DR Big Band (25. november) og giver en række julesange med sangerne Steen "Sort Sol" Jørgensen og Caroline Henderson. - Og så har vi endelig fået Shu-Bi-Dua til en pris, så vi kan præsentere dem indendørs 27. november, siger Jørgen Nissen. Julemåneden er ifølge Nissen en måned, hvor du ikke skal præsentere publikum for alt for meget ny og akademisk musik. Så her står den på Big Fat Snake, De Gyldne Løver og Blues Brothers. Dog har den svenske jazzfolksangerinde Lisa Ekdahl (5. december) sneget sig ind på et søndagsjob, så også nordjyder kan stifte bekendtskab med sangene fra hendes nye cd "Olyckssyster" - hendes første svensksprogede i næsten otte år.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...