EMNER

Skræddersyede drømmekjoler på display

To flittige skrædderelever har brugt hundredevis af timer på to farvestrålende rober

FREDERIKSHAVN:Fantasien har fået frit spil - men inspirationen er kommet fra modeskaberen Erik Mortensens tegninger. Således lyder opskriften på to smukke kjoler, som de to skrædderelever på Alexandra Skolen er ved at lægge sidste hånd på i disse dagen. Ilse Larsen har skabt en gul kjole i silketaft med sorte applikationer, masser af facetsyninger og perlebroderet slæb med sorte perler - altsammen håndarbejde. Slæbet er foret med sort silke og den indvendige kjole er kort. Kjolen slutter i en ærmeløs top med foldet kant, og modellen bærere sorte støvler eller ditto strømper og handsker. Lotte Aabenhus har valgt at lade sig inspirere af en anden Mortensen-model, nemlig en originaltegning fra mesterens hånd fra tiden hos Pierre Balmain. Mortensen elskede sort og klare farver, og denne model er sort og dyblilla silketaft, syet i brede striber på tværs i nederdelen. Kjolen bliver toppet med en corsage i sort, og som toppen af kransekagen vil der være et stort, draperet sjal, der er håndbroderet med sorte, facetslebne perler. De to hautecouture modeller vil blive vist på modeller på ved festaftenen på Mortensens fødselsdag den 26. april. Kjolerne er sponsoreret af Spar Nord og Home, og Mettes Kllipperi sætter lokkerne til den store aften.