EMNER

Skræmmende krigs-spil

På nogle punkter er Pacific Assault næsten for realistisk

SPIL Medal of Honor: Pacific Assault At bliver udstationeret som ung rekrut på en amerikansk militærbase ved navn Pearl Harbour - det er vel omtrent som at løse billet til Titanic. Men vores unge helt ved ikke bedre, da han ankommer til Hawaii. En officer viser dig rundt og fortæller afslappet om din nye arbejdsplads. Men så sker det. Brølet fra den første lavtgående flyver. Forvirrede skrig, der drukner i bragende eksplosioner... Folk løber panisk omkring. Nogle falder til jorden. Mange stirrer blot vantro mod himlen, der nu er dækket af sort røg og japanske bombefly. Officeren fra før råber, at du skal søge mod bådene, men det er svært at orientere sig i dette ragnarok. Aldrig har Stillehavet passet så dårligt til sit navn. Angrebet på Pearl Harbor er en effektfuld indledning, og resten af spillet lever op til anslaget. Krigens gru og kaos skildres så realistisk, at det her nærmest må betegnes som et anti-krigsspil. Vi kommer tættere på end normalt - og bajonetterne er ikke kun til pynt. Livagtige ansigter Grafikken er en lidt blandet fornøjelse, men der er gjort meget ud af soldaterne, som har livagtigt animerede ansigter. Spillet svælger ikke i splatter-effekter og er derfor tilladt fra 12 år. Men det er faktisk usædvanligt skræmmende. Som når du febrilsk prøver at lade din sløve riffel, mens en desperat japaner stormer imod dig med sænket bajonet... Hvis du bliver såret, er det ikke nok at samle en helbredspakke op. Du må kravle i dækning og skrige efter en læge. Herefter kan du kun vente - og håbe, at japserne ikke finder dig først. Fjendens soldater opfører sig ikke specielt intelligent, men de er træfsikre og optændt af en afsindig dødsforagt. For en gangs skyld møder man faktisk mere forudsigelig modstand, når man spiller på nettet mod levende modstandere. Som i de andre Medal of Honor spil er der gjort meget ud af netdelen, og det fungerer glimrende. På fornavn Den THX-certificerede lydside har ikke kun eksplosioner og skudsalver - men også en del dialog. Vi følger en lille gruppe soldater gennem Stillehavskrigen. Som i de fleste krigsfilm er figurerne rene klicheer, men det gør alligevel en forskel, at man er på fornavn med dem. I kampens hede kan man råbe kommandoer til sine folk, men det er sjældent nødvendigt. Det er berigende, at spillet leverer en fremadskridende fortælling. Men bagsiden af æresmedaljen er det lineære spilforløb. Man føler af og til, at man bliver trukket ved næsen gennem de forudbestemte scener. Siden det første Medal of Honor spil fra 2002 har vi fået et utal af skydespil om Anden Verdenskrig. Pacific Assault er ikke nær så nyskabende som forgængeren. Men det er stadig et behændigt buldrende 3D-skydespil med en del uforglemmelige, neglebidende øjeblikke.