Børnepasning

Skræmmende moralister

Jo, der er grund til bekymring. Men ikke, som Gunnar Pedersbæk skriver om under overskriften ¿Ja til 100 pct. røgfrie hjem¿ (2.1.), for helbredet, hos børnene, der bliver passet i dagplejen.

Det, der virkelig er skræmmende, er, at G.P. og andre moralister under dække af argumentet om børnenes sundhed, åbenbart er parat til at sætte grundlovens beskyttelse af den private ejendomsret ud af spillet. Der er grund til at være på vagt over for ethvert tilløb til moralisters, uanset deres udspring, forsøg på at blande sig i hvordan andre mennesker lever deres liv. Det er en kilde til intolerance. Som du selv har læst i loven, er der ikke umiddelbart støtte den vej rundt til dine ønsker, og godt for det. Der var forsøg fra kommunen, via samarbejdsudvalget, på at udvide rygeforbuddet. Kommunen har som arbejdsgiver en ret til at stille krav over for deres ansatte i dagplejen, og det der udgør selve arbejdspladsen i hjemmet, i arbejdstiden forstås. Men som jeg sagde til min kone, så er det altså også min ejendom, og hvis kommunen vil have ret til at disponere over den, må de forhandle en pris med mig. Så kan det jo godt være, at det vil blive lige så billigt for kommunen at etablere nye vuggestuer, det er så deres valg. Nu var det så rygning denne gang. I forbifarten blev der argumenteret for, at dagplejerne skulle være gode eksempler for børnene ved ikke at ryge når børnene så det; men hvor vil det skråplan føre hen, hvis alle og enhver, der føler sig moralsk hævede over andre, kommer med deres bud på, hvad der er gode forbilleder? Forudsætningen for at have velfungerende pasningstilbud i dagplejen, er, at dagplejerne har et godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø. Der er efterhånden så mange krav fra omgivelserne til dagplejen, at det psykiske arbejdsmiljø lider under det. Der er utroligt mange, der gerne på børnenes vegne, selvfølgelig, vil kloge i, hvordan rammerne og indholdet i dagligdagen skal se ud. Vi vil gerne have, at børnene udvikler sig til harmoniske og tolerante samfundsborgere, og det gør man ved at vise dem livet i forskellige variationer. Dagligdagen i dagplejen er i dag mere præget af fravalg end af tilvalg i et misforstået ønske om standardisering. I vores nabokommune er der f.eks. fravalg af husdyr, hund kat ol., som ikke længere må være i samme rum som børnene. Ét er, at enkelte børn må vælge en dagpleje med husdyr fra pga. en konstateret allergi; men hvorfor skal det gå ud over alle andre? Toleranceområdet bliver bare snævret ind. Set fra den familie, der stiller sit eget hjem til rådighed i forbindelse med dagplejearbejdet, er summen af disse restriktioner et alvorligt indgreb i deres måde at indrette sig på, at det kan blive en psykisk belastning. Hvis denne intolerance får lov til udvikle sig, vil mange dagplejere miste modet. Den indirekte kritik af deres arbejde der ligger i alt for mange restriktioner bliver for belastende i dagligdagen. I bund og grund har de valgt arbejdet fordi de elsker børn, og kan lide at se dem udvikle sig. Og at dømme efter, hvordan børnene trives, og hvor tilfredse forældrene er, gør de et godt stykke arbejde. De fortjener mere ros end ris. Og frem for alt fortjener de vide rammer, så der er plads til både dem og børnene.