Skræmmende og fascinerende Almodóvar

"Huden jeg bor i"

Skuespilleren Elena Anaya spiller hovedrollen som smuk kvinde, der udnyttes groft både i filmen "Huden jeg bor i" af den spanske instruktør Pedro Almodóvar
Film 29. september 2011 06:00

Forventningerne er store, når man sætter sig til rette i det røde biografsæde til endnu en film af den spanske mesterinstruktør Pedro Almodóvar. Hans film har de seneste 20 år vundet stort set alle tænkelige filmpriser i alle tænkelige kategorier og selvfølgelig også Oscars, blandt andet for filmen "Tal til hende" fra 2002 i kategorien mest originale manuskript. Almodóvars seneste film, "Huden jeg bor i", har mange lighedspunkter med den grænseoverskridende film "Tal med hende", ikke mindst hvad angår den gode og helt anderledes historie, ligesom et andet lighedspunkt mellem de to film er den kvindelige hovedperson, der i begge film spilles af den underskønne Elena Anaya i roller, hvor hun udnyttes groft af mænd, der bare må ælte på hendes store formfuldendte bryster, mens hun ligger umælende hen. I begge film sker overgrebet fra mænd, der har overtaget kvindernes liv på alle områder, og man er ikke utilbøjelig til at tænke på en veludført lolitadukke, når kameraet panorere ned ad en kvindekrop, der er fejlfri og mat som en voksdukke. Og Vera, som kvinden hedder i filmen "Huden jeg bor i", er i sandhed som voks i mellem plastikkirurgens Dr. Robert Legards (Antonio Banderas) hænder, der bruger hende som en slags forsøgsrotte til at udvikle perfekt hud. Vera fører også et besynderligt ensomt rotteliv spærret inde i et videoovervåget værelse iført en velsiddende hudfarvet dragt. Udover, forhåbentligt, at tænke, at der er noget rivende galt hos den doktor, så er man lige fra begyndelsen af filmen "Huden jeg bor i" tabt med hensyn til at oversætte billederne til forståelse. Samtidigt er man også dybt draget af grusomhed sat smagfuldt i scene af Almodóvar og selvfølgelig efter at finde ud af hemmeligheden bag doktorens mørke knurrende blik og den dukkelignende kvinde i et af hans aflåste værelser i den enorme luksusvilla. Og Almodóvar ved, hvordan man drager på den næsten uudholdelige pinagtige måde, hvor man er ved at sprænges af trangen til at gennemskue, hvad pokker der er på færde. Langsomt giver Almodóvar os, hvad vi vil have. Eller vil vi? Det viser sig nemlig, at filmen "Huden jeg bor i" er en ret så grum historie om en mand, hvis hustru efter en bilulykke begår selvmord for øjnene af deres datter. Datteren må efterfølgende medicineres stærkt for traumet, og lige som hun synes at være i bedring, bliver hun udsat for et overgreb fra en ung mand, der under påvirkning af stoffer misforstår hendes signaler. Senere begår også datteren selvmord, og den forbitrede kirurgfader finder frem til den unge mand og begynder en sjælden uhyggelig form for hævn. Det er alt sammen næsten for mærkeligt og usandsynligt grumt, men Pedro Almodóvar kan noget, lidt i stil med vores Lars von Trier, med hensyn til at flytte grænser for, hvad man lave historier om, og vigtigst - Almodóvar skuffer sjældent sit publikum i de bløde sæder. Katja Christensen katja.christensen@nordjyske.dk @$ID/[No paragraph style]: "Huden jeg bor i", 2011, Spanien Originaltitel: "La piel que habito" Instruktør: Pedro Almodóvar Spilletid: 1 time 51 minutter Tilladt o. 15 Danmarkspremiere

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...