Skræmt af kriminelle patienter MEDPATIENTER: Behandlingsdømte og andre psykiske syge skal indlægges hver for sig, mener tidligere indlagt

til tider har Lone Rositta Hørstrup oplevet voldsomme og skræmmende medpatienter.Foto: Thomas Vinter

til tider har Lone Rositta Hørstrup oplevet voldsomme og skræmmende medpatienter.Foto: Thomas Vinter

HALS:- Når jeg gik, var det nærmest som i fosterstilling. Helt sammenkrøllet med fødderne indad, hovedet nedad, og håret hængende foran ansigtet. 33-årige Lone Rositta Hørstrup fra Hals lider af skizofreni. En psykotisk lidelse, der to gange har sendt hende på psykiatrisk sygehus med følelser om at være i en anden verden. - Jeg var bange, troede politiet forfulgte mig og så trusler fra alle sider. Men ellers mærkede jeg ikke noget fysisk, når jeg var træt eller sulten. Det eneste, jeg rigtig reagerede på, var min søns gråd. Diagnosen skizofreni blev konstateret efter en ubehandlet fødselsdepression kogt sammen med stress. En tilstand, hun fik behandling for på fire forskellige almenpsykiatriske afdelinger i Region Nordjylland. På flere af dem boede hun dør om dør med kriminelle medpatienter, som hun havde svært ved at finde det fællesskab med, hun ellers søgte. - Jeg havde brug for at tale med nogen, der havde det ligesom mig. Men mentaliteten hos de kriminelle var meget anderledes. De talte om stoffer, hvor man fik dem, hvordan man kunne sno sig i systemet og gik meget op i, hvad man havde gjort for at blive indlagt, fortæller Lone Rositta Hørstrup. Opdeling vil give ro Lone Rositta Hørstrup har ikke i fuldt omfang vidst, hvem af hendes medpatienter, der havde en behandlingsdom. Men hun har oplevet, at flere behandlingsdømte patienter til tider blev voldsomme og skræmte både hende, andre patienter og personale. Situationer, der krævede bemanding og kræfter, og dermed fjernede opmærksomheden fra de andre patienter. - Jeg kedede mig helt vildt. Der var ikke meget tid hos personalet til én, kun hvis afdelingen var heldig at have en sygeplejerskestuderende, fortæller Lone Rositta Hørstrup. Hun mener derfor, at man bør skille de to patientgrupper ad. - Jeg synes ikke, kriminelle psykisk syge og andre skal være sammen, men i stedet være på hver sin afdeling med hver sit personale, der er specialiseret på området. Det vil give mere ro til alle, siger Lone Rositta Hørstrup. Det er syv år siden, Lone Rositta Hørstrup sidst var indlagt på psykiatrisk sygehus. I dag går hun til ambulante behandlinger hos en psykoterapeut og er medicineret mod sin skizofreni. Samtidig rådgiver hun patienter, pårørende, studerende og andre på Psykiatriens Informationscenter, også kaldet Psyk-Info, i Aalborg.