Natur

Skrald i gaderne skal tælles

Ny metode skal hjælpe kommunen i indsatsen mod affald smidt på gaden og i naturen.

Hjørring Kommune tager nu kampen op mod skrald på gaden og i naturen. Fonden Hold Danmark Rent har fundet en ny metode, der skal gøre det nemmere at gøre noget ved det stigende affaldsproblem. Derfor er to repræsentanter, Anne Birgitte Gehrt og Lisbet Kveiborg, fra Hjørring Kommune i dag sammen med repræsentanter fra 24 andre kommuner samlet på Hotel Nyborg Strand for at lære at bruge den nye metode. - Metoden kan bruges til at opgøre mængden og typen af henkastet affald, der flyder i byerne, i naturen og langs vejene. Metoden giver dermed kommunerne mulighed for at styre og forbedre indsatsen over for henkastet affald samt spare penge via en forbedret indsats, oplyser Hold Danmark Rent. Et alvorligt problem - En undersøgelse fra 2007 viser, at 80 procent af landets kommuner oplever henkastet affald som et alvorligt problem - og at 88 procent af kommunerne vurderer, at de bruger flere penge på det i dag end for fem år siden, fortæller Anne Holm Hansen, direktør i Hold Danmark Rent. - Den nye målemetode gør det muligt at opgøre omfang og type af henkastet affald for et lokalområde. Den gør det også muligt for kommunerne at opgøre forskelle i henkastede affaldsmængder fra lokalområde til lokalområde - og at vurdere sandsynlige kilder og årsager til henkastning af affald. Alt i alt giver metoden kommunerne mulighed for at etablere et grundlag for en effektiv indsats, der kan mindske henkastning af affald, forklarer Anne Holm Hansen. Mangler dokumentation Næsten ingen kommuner laver i dag opgørelser over mængden af henkastet affald, og derfor kan de heller ikke dokumentere udviklingen i mængder og typer af henkastet affald. Dermed kan de heller ikke dokumentere effekten af deres indsats. Derfor blev det med grundlæggelsen af Hold Danmark Rent i august 2008 defineret som en kerneopgave at udvikle et værktøj, som kunne hjælpe kommunerne med at måle henkastet affald. Det er dét værktøj, der nu præsenteres for landets kommuner.