Redningsvæsen

Skraldebil tjekket for gift

Politiet afspærrede villavej i Aalestrup for at undersøge skraldebil, da chauffør fik ildebefindende. Opdateret kl. 17.28

Rolighedsvej i Aalestrup blev onsdag middag afspærret af Nordjyllands Politi, fordi der var risiko for at blive forgiftet, hvis man opholdte sig nær en skraldebil parkeret på vejen. - Vi fik klokken 11.20 en melding om, at en chauffør i en skraldebil havde fået et ildebefindende. Han fornemmede, at der ikke lugtede normalt ved bilen, siger Henrik Beck, vagtchef ved Nordjyllands Politi. Chaufføren blev bragt på hospitalet med mistanke om forgiftning, men han har fået det bedre, efter at han er kommet væk fra skraldebilen og ventes udskrevet i løbet af onsdag eftermiddag. Skraldebilen blev fjernet og parkeret på et jordhotel, hvor der var en meget stor sikkerhedsafstand. Skraldebilen undersøgt Sidst på eftermiddagen kunne vagthavende indsatsleder ved Beredskabet i Vesterhimmerlands kommune Klaus Bojsen fortælle, at der var blevet foretaget målinger af skraldebilen. - Der var forhøjede værdier for svovl og fosfer, men værdierne er ikke kritiske, fortæller indsatslederen. Ifølge Klaus Bojsen kan der være tale om sprøjtegift fra landbruget. - Kompressoren i skraldebilen kan have slået hul på affaldstønderne, og så kan der være sket en kemisk proces sammen med det andet affald, vurderer han. Skraldet fra skraldebilen er blevet sendt til forbrænding i Aars.