Skrams svenske succes

Han forlod AaB Håndbold i jagten på spilletid efter sidste sæson, og nu har Rasmus Skram for alvor fået opbygget en helt ny tilværelse i Malmö

I håndbolden går det fremragende, i det han er topscorer for sit nye mandskab og den mest scorende venstre fløj i hele ligaen, og nu har den Rasmus Skram også startet sit eget firma. I samarbejde med holdkammeraten i Malmö Per Ögren har han startet hjemmesiden oddsbook.dk - et nyt forum på nettet for folk med interesse i sport og spil. - Meningen skal være, at alle får chancen for at blive ekspert. Der er ikke nogen, der diskvalificeres, hvis ikke de vinder, og så skal selve sportsdelen også være en lige så vigtig del som spildelen, fortæller Rasmus Skram, der under VM i håndbold arbejder stenhårdt på at promovere det nye projekt. Meningen med den nye side er også, at den skal blande de bedste ingredienser fra andre forums samt Facebook. Derfor kan man både blive ven med andre burgere, og man har muligheden for at give diverse indlæg en high-five - oddsbooks variation af like-funktionen på Facebook. - Vi har ambitioner om, at det skal blive det største sportsforum på nettet, og vi er kommet godt i gang. Per har fra sin fortid som professionel spiller masser af kontakter hos bookmakere, mens jeg har kontakt til mange idrætsudøvere, som kan hjælpe, og samtidig er jeg også spilamatørernes repræsentant i firmaet, for det er vigtigt, at der skal være plads til alle, siger Rasmus Skram. På den private front har Malmö også været en succes for Rasmus Skram. Kæresten er flyttet med til Sverige, og håndboldkarrieren kører på skinner. - For mig selv har jeg fået bevist, hvad jeg kan, for jeg vidste det jo faktisk ikke, da jeg forlod Aalborg. Nu er der folk, der spørger til, hvornår min kontrakt slutter, så jeg har fået skabt mig et navn. Og så er jeg også blevet glad for både klubben og byen, siger Rasmus Skram.