Danmark

Skrappere adgangskrav til lærerstudiet

Har man ikke et samlet gennemsnit fra studentereksamen på syv, venter en optagelsesprøve til lærerstudiet.

Skrappere adgangskrav til lærerstudiet

Barren bliver hævet for, hvem der kan blive optaget på læreruddannelsen. I dag kan alle med en studentereksamen blive optaget på de fleste professionshøjskoler, hvis blot de har fået et syvtal i ét af læreruddannelsens linjefag.

Det bliver nu ændret, skriver Politiken.

Har man ikke et samlet gennemsnit fra studentereksamen på syv på den nye skala - det, der svarer til ni efter 13-skalaen - venter der en optagelsesprøve. Den skal vise, om ansøgeren er moden og kan leve op til kravene.

Adgangsbegrænsningen er et element i det forlig om læreruddannelsen - der sidste år optog 3458 studerende - som ifølge Politikens oplysninger ventes at falde på plads i dag.

Forligspartierne består ud over regeringen af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti.

Ændringen kan give mangel på lærerstuderende, frygter formanden for Professionshøjskolernes Rektorkollegium, Erik Knudsen.

- Idéen om adgangsbegrænsning og adgangssamtaler er ikke vokset i min baghave. Det kan give problemer med at få ansøgere nok på længere sigt, siger Erik Knudsen til Politiken.

Men behovet for ændringer er ikke til at komme uden om - landsgennemsnittet for frafald blandt lærerstuderende er på hele 39 procent - på nogle skoler er frafaldet helt oppe på 50 procent, skriver avisen.

Men også de lærerstuderende kritiserer adgangsbegrænsning baseret på karakterer.

- Det er åndssvagt at optage studerende på baggrund af karaktergennemsnit, de siger ikke noget om, hvorvidt man bliver en god lærer eller ej.

- Til gengæld er det en god idé at lave optagelsessamtaler. Det burde bare også gælde ansøgere med høje karakterer, for de kan have lige så meget brug for en samtale, siger Tobias Holst, formand for Lærerstuderendes Landskreds, til Politiken.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst