Skrappere krav til sælgere af andelsboliger

Slut med at købere af andelsboliger ender i gældsfælde - økonomien i andelsboligforeningen skal dokumenteres.

Skrappere krav til sælgere af andelsboliger

Boligsøgende skal ikke længere uforvarende kunne ende i en gældsfælde, når de køber andelsbolig. Det skriver Politiken fredag.

Ved salg af andelsbolig skal sælger fremover udlevere en formular med klare tal for økonomien i foreningen, som boligen ligger i. Det fremgår af et lovforslag, som boligminister Carsten Hansen (S) har sendt i høring.

- Det er ikke altid gennemskueligt, hvad en kommende andelshaver køber. Det gør vi nu noget ved, siger Carsten Hansen til Politiken.

Lovforslaget kommer, efter at der de seneste år har været en række sager med familier, der uden at ane det har købt bolig i andelsforeninger, som bagefter viste sig at være på fallittens rand på grund af risikable lån eller huller i budgettet.

Ifølge det nye lovforslag skal sælger fremover vise mulige købere en formular over andelsboligforeningens lån, hæftelses-forhold og forestående vedligeholdelsesarbejder. Her skal det klart fremgå, om der for eksempel er udsigt til stigning i boligafgiften.

Samtidig vil loven indføre, at nystiftede andelsforeninger ikke må anvende en såkaldt valuarvurdering de første tre år. Det sker for at modvirke spekulation, hvor boligernes værdi skrives op, kort efter at foreningen er stiftet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst