Skrappere kurs over for glemte bilsyn

Sidste år havde Hjørring Politi 1.100 sager, hvor ejerne af gamle biler "glemte", at deres bil var indkaldt til syn.

Biler 1. december 2004 23:34

Og det kunne ejerne sagtens glemme, idet politiets tålmodighed overfor synderne var ualmindelig stor. Faktisk så stor, at man brugte et halvt årsværk (omkring 700 timer) på at ringe til folk og minde dem om, at de skulle huske at bestille en ny tid i synshallen. Fra 1. januar 2005 går den dog ikke længere. Hvis man overskrider den frist, man har for at syne sin bil, sker der ganske enkelt det, at Hjørring Politi kører til ejerens bopæl - medbringende et girokort på 1.000 kr. samt en skruetrækker til at fjerne nummerpladerne på bilen. - Vi har været alt for flinke i meget lang tid, men vi har simpelthen ikke ressourcer til at blive ved. Så derfor gør vi fremover kort proces med de glemsomme bilister, siger vicepolitikommisær Helge Jessen fra Hjørring Politi. - Det er en voldsom skærpelse i forhold til vores tidligere praksis, men der måtte gøres noget, siger Helge Jessen, som forventer, at de 1.100 sager mindst bliver halveret, når de nye regler indføres. Dyrt af få pladerne igen Det koster nemlig også 1.180 kr. at få sin bil indregistreret igen, hvis pladerne først er klippede - ligesom man i så fald er nødt til at leje et sæt prøveplader for at køre til det syn, man oprindeligt "glemte". Dertil kommer besværet med at skulle hente og aflevere prøvepladerne, hente og betale de nye plader samt turen på posthuset for at betale bøden - altså en dyr fornøjelse, hvis det hele blot handlede om, at man ikke lige havde "tid" til at få synet sin bil. - Frederikshavn Politikreds har kørt med denne ordning i et stykke tid - med stor succes, og derfor venter vi os også meget af den hårde kurs overfor de glemsomme bilister, siger Helge Jessen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...