Skriv under for højere skat

Aalborg 6. september 2002 08:00

AALBORG: "Jeg vil gerne betale 20 kroner mere om ugen i skat for at undgå de varslede besparelser i Aalborg Kommune." Sådan lyder teksten på de underskriftsindsamlings sedler, som pædagog, pædagogmedhjælpere og lærere i de kommende dage vil præsentere for venner, bekendte, familiemedlemmer og andre de i øvrigt møder på deres vej. Aalborg Lærerforening, pædagogernes fagforening, BUPL, og pædagogmedhjælpernes PMF Himmerland er gået sammen om underskriftindsamlingen. Målet er at samle så mange underskrifter som muligt for en forhøjelse af skatten i Aalborg Kommune, selv om det netop er regeringens politik absolut at undgå at forhøje skatten. - Vi bryder os heller ikke om det, men det er det bedste at to onder. Beskeden til politikerne i Aalborg Kommune må samtidig være, at så skal de se at få styr på økonomien. De skal lade være med at sætte store projekter i værk, når der ikke er penge til kerneydelserne. Det skal være i orden først. Man kan ikke bare frådse løs, siger formand for Aalborg Lærerforening, Bjarne Krogh. Han har skrevet et brev personligt til hver enkelt af de 1600 lærere i Aalborg Kommune for at få dem til at deltage i indsamlingen af underskrifter. - Det er måske usædvanligt, men det er også en usædvanlig situation, siger Bjarne Krog.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...