Skrivebøger - nu en minister-sag

Torsten Schack Pedersen (V) vil mødes med skatteminister Holger K. Nielsen (SF) i sag om lotterier

Basaren i Hanstholm måtte i år lade skrivebøgerne blive på hylden.Arkivfoto: Diana Holm

Basaren i Hanstholm måtte i år lade skrivebøgerne blive på hylden.Arkivfoto: Diana Holm

HANSTHOLM:Det virker ”utilsigtet og meget voldsomt”, at liberaliseringen af spillemarkedet skulle lægge hindringer i vejen for en julebasar, der samler ind til lokale idræts- og spejderforeninger.

Det skriver Torsten Schack Pedersen (V), MF for Thisted-kredsen og sit partis skatteordfører, i et brev til skatteminister Holger K. Nielsen (SF).
Baggrunden er sagen fra Hanstholm, hvor den lokale idrætsforening og spejderforening i årevis har holdt fælles basar. Men som omtalt i Thisted Dagblad 4. november blev basaren i år ramt af den nye spillelov.
Med politiets tilladelse har arrangørerne tidligere holdt lotterier af den slags, der er kendt som skrivebøger. Publikum havde her mulighed for at gøre deres indsats på en bestemt gevinst ved at lade sig skrive op i kladdehæfter.
Men den aktivitet er nu tilsyneladende blevet ulovlig. I hvert fald meddelte Spillemyndigheden, der har overtaget opgaven med at godkende lotterier fra politiet, at arrangørerne i Hanstholm ikke kunne få tilladelse.
Ifølge en bekendtgørelse må foreninger hvert år kun stå for to lotterier på under 20.000 kroner. Og der kan kun gives tilladelse til et enkelt tidsbegrænset lotteri.
Men på basaren i Hanstholm plejer der at blive udloddet mellem 60 og 70 gevinster via ligeså mange skrivebøger. Og Spillemyndigheden anser basaren for at bestå af 60-70 enkelte lotterier.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.