Skrøbelige unge får hjælp

Seks kommuner i Himmerland indretter daghus for unge sindslidende på Jernbanegade 39 i Hobro

Socialforhold 1. november 2002 07:00

HIMMERLAND: Unge sindslidende, der har svært ved at få deres dagligdag til at hænge sammen, får nu en hjælpende hånd. Seks himmerlandske kommuner og Nordjyllands Amt samarbejder om at yde en tidlig indsats over for de skrøbelige unge. Takket være en millionbevilling fra Socialministeriet kan det nytænkende projekt føres ud i livet. I pengeposen er der fire millioner kroner over tre år, fra 1. januar 2003 til 31. december 2005. Den store statslige bevilling betyder, at et nyt dagtilbud kan indrettes i en centralt beliggende villa i Hobro. - Målgruppen er unge i alderen 18-30 år, der har sociale problemer. De er typisk droppet ud af deres uddannelsesforløb, er havnet på kontanthjælp og har mistet deres venner, fortæller socialpsykiatrichef i Nordjyllands Amt Bente Graversen. Formålet med dagtilbuddet er at få styr på, hvordan de unge kommer videre med deres liv. Hvor skal de bo, skal de have pension, skal de i gang med en uddannelse og satse på at få et job? - Det handler om at finde ud af, hvad problemet er for den unge og tilrettelægge aktiviteterne efter det. Støtte de unge i at styre deres økonomi. Lære dem at lave mad og vaske tøj. Og ikke mindst træne dem i at være sammen med andre mennesker, så de kan begå sig på en arbejdsplads, fortæller Bente Graversen. Hun siger, at det nytænkende i dagtilbuddet er, at man sætter ind på et meget tidligt tidspunkt, i nogle tilfælde før den unge er startet på et forløb hos privatpraktiserende psykolog eller psykiater. Kan lade sig gøre Dorte Rømer Jensen, psykiatrikoordinator i Hobro Kommune, glæder sig over, at bevillingen er gået igennem. Jo tidligere man sætter ind over for de unge med sindslidelser, jo mindre dramatisk bliver deres sygdomsforløb, påpeger hun. - Mange mennesker tror ikke det kan lade sig gøre, men med den rette hjælp og støtte kan skizofrene rent faktisk godt tage en uddannelse og få et arbejde, påpeger Dorte Rømer Jensen, der var med i arbejdsgruppen bag projektet. Dagtilbuddet får til huse i en villa på Jernbanegade 39 i Hobro, hvor amtet tidligere har drevet et værested for sindslidende. I takt med, at flere kommuner åbnede egne fristeder for psykisk syge, svandt behovet for det amtslige tilbud, der blev lukket 1. januar 2001. Men de kommunale væresteder henvender sig typisk til de 35-60-årige, og her føler de unge sig ikke hjemme. Samtidig havde Dorte Rømer Jensen tilbagemeldninger fra sagsbehandlere i kommunerne, der oplevede et stigende antal unge, som de ikke rigtig vidste, hvad de skulle stille op med. Huset på Jernbanegade 39 i Hobro har ikke stået tomt, selv om værestedet lukkede for snart to år siden. Distriktspsykiatrien har nemlig sit kontor på adressen. Det er ikke afklaret, i hvilket omfang det distriktspsykiatriske team fremover skal samarbejde med personalet i det nye dagtilbud. Det er Arden, Hadsund, Hobro, Sejlflod, Nørager og Skørping kommuner, der er gået sammen med amtet om at række de unge sindslindende en hjælpende hånd, men tilbuddet er i princippet for alle nordjyder. Der er plads til 14. Det er ude i de enkelte kommuner, at sagsbehandlere eller andre skal få øje på de skrøbelige unge og henvise dem til huset i Hobro. Kommunerne betaler for deres unges ophold efter den såkaldte grundtakstmodel. Det personale, som amtet er på udkik efter, er bl. a. socialrådgivere, sygeplejersker og psykologer. De personlige kvalifikationer er meget afgørende - man skal kunne lide at være sammen med de unge sindslidende, understreger Bente Graversen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...