Skrotbilleder vakt til live

Lakmalerierne er lavet på en rå grund af masonit. Der er malet med akryl og lakeret med skibslak flere gange, så billederne får dybde og en glasagtig overflade.
Kunst 14. september 2006 06:00

HALS: At skabe kunst kan være en svær proces. Det kan den nordjyske billed- og smykkekunstner Annette Rosella Simonsen skrive under på. Hun udstiller i september og november på glaspusteriet Icelandic Glass Art ved Hals. Men billederne var faktisk først skrottet. - Jeg troede aldrig, at billederne skulle blive til noget på grund af deres udsathed for vind og vejr. Det startede ved en lille hytte ved Himmelbjerget, langt fra Gud og hvermand. Jeg søgte tilflugt der for at kunne koncentrere mig og virkelig få arbejdet. Men absolut intet gik, som jeg havde regnet med, og det endte med, at jeg i arrigskab sparkede malerierne ad helvede til, gik 12 kilometer og tog toget hjem til Nordjylland, fortæller Rosella. Efter et par uger under åben himmel, var der en venlig sjæl, som forbarmede sig over billederne og tog dem ind. Og pludselig en dag stod de hjemme hos Rosella igen. - Og så var der alligevel noget over motiverne, som jeg måtte have frem, så de blev malet videre på og lakeret med mange lag lak, fortæller Rosella. Og nu kan de altså ses hos glaspusteriet Aalborgvej 142, hvor der også er andre kunstnere, der udstiller. Rosella er også smykkemager og laver unikasmykker - det vil sige at der kun er det ene eksemplar - og der er også et udvalg med på udstillingen. term

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...