Forurening

Skrotfærge sendes retur

Indisk overvågningskomité fastslår nu, at færgen "Kong Frederik IX" skal retur

KØBENHAVN:Færgen "Kongen Frederik IX", der fortsat ligger til ophugning på Alangstranden i Indien, skal tilbage til Danmark. Det fastslår den indiske højesterets overvågningskomité i et brev, der er sendt i kopi til miljøorganisationen Greenpeace i Indien. Komitéen holder øje med, at den indiske højesterets domme overholdes og allerede sidste år fastslog højesteret, at farlige færger ikke kan ophugges i Indien. Ifølge kampagnemedarbejder i Greenpeace Jacob Hartmann er det meget glædeligt, at overvågningskomitéen nu har udtalt, at skibet aldrig skulle have haft lov til at komme ind i indisk farvand, fordi det er en overtrædelse af internationale konventioner. - Men skibet tilhører jo stadig en indisk bedrager, og den næste opgave bliver at sørge for, at skibet ikke bare ender i Bangladesh eller blot efterlades i stedet, siger Jacob Hartmann. Miljøorganisationen Greenpeace opfordrer derfor de danske myndigheder til at tilbyde Indien hjælp med at få skibet tilbage til Danmark. Hundredvis af skibe sendes hvert år til ophugning i Indien, så stålet kan sælges videre. Problemet er, at skibene typisk indeholder de farlige stoffer asbest og kviksølv, som hverken miljøet eller arbejderne er beskyttet mod, og som det ifølge internationale konventioner er forbudt at eksportere. /ritzau/