Skrottede fiskefartøjer kan snart være fortid i havnene

Danmarks Fiskeriforening er i dialog med EU-Kommissionen om en løsning, og der er opbakning fra dansk EU-politiker

Steffen Bek
De pynter ikke ligefrem på havnen - de mange passive skibe som bare bliver mere og mere rustne for hver dag der går.foto: Bente Poder
Lundby 1. september 2007 06:00

HIRTSHALS: Der er håb forude, når det gælder muligheden for at fjerne ikke aktive fiskefartøjer fra de danske havne. Det burde også være ligetil, men EU-regler har indtil videre spændt ben for fartøjernes videre færd. I forbindelse med omlægningen af dansk fiskeri fik fiskerne mulighed for at købe og sælge havdage og kvoter, men det var en betingelse for at kunne flytte havdagene over på et andet fartøj, at fiskeren ikke huggede op eller solgte det opkøbte og inaktive fartøj videre. Fiskerne er med andre ord tvunget til at lade fartøjerne ligge ved kajen, hvis de vil bruge havdagene på et andet fartøj. Sagen har netop været på dagsorden på et møde i bestyrelsen for Danmarks Fiskeriforening, og foreningen er i dialog med EU’s fiskerikommissær Joe Borg om en ændring af reglerne. - Reglerne skal ændres, og vi har en forventning om, at problemet bliver løst, inden årsskiftet. Vi har fået positiv tilkendegivelser fra EU’s fiskerikommissær, siger kontorchef i Danmarks Fiskeriforening, Ole Lundby Larsen. Problemet er, at man skal eje et fartøj for at få den nødvendige EU-licens til fiskeri, og reglerne åbner ikke op for at man kan flytte havdage fra et fartøj til et andet. Det nordjyske medlem af Europa Parlamentet Ole Christensen (S) vil tage sagen op overfor EU’s fiskerikommissær Joe Borg. - Det er en meget uheldig situation. Det er ikke kun et problem for fiskerne men også for miljøet, siger Ole Christensen. Han vil ligeledes tage kontakt til Danmarks Fiskeriforening for at høre nærmere om problemstillingen. Fiskernes brancheorganisation arbejder på højtryk for at finde en løsning. - Vi vil følge situationen tæt. Det ligger os meget på sinde, at folk ikke skal koste mere på de skibe, og de ikke skal fylde op i havnene, siger Ole Lundberg Hansen. Hirtshals Havn forsøger også at lægge pres på EU-systemet gennem deres brancheorganisation Danske Havne.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...