Tyverier

Skrottyve fik op til et års fængsel

To fik samme dom som i byretten og to fik en mildere dom

AALBORG:I dag faldt dommen i Vestre Landsret i sagen, hvor fire mænd på en meget travl aften og nat i marts 2007 stjal 1.8 tons messing fra Nibe Produktforretning, og derefter hele 13 tons kobber fra Himmerlands Elforsyning. På de travle timer stjal de fire ihærdige tyve skrot til en værdi af en halv million kroner. Den 23-årige Bo Kristian Trudslev fra Aggersund og den 26-årige Daniel Hørup Madsen Jensen, der nu bor i Sønderjylland, fik et års fængsel ligesom i byretten. En 25-årig mand fra Hals fik barberet to måneder af sin dom fra byretten, og fik 10 måneders fængsel. En 33-årig mand fra Nørresundby fik seks måneders fængsel ligesom i byretten men fire af dem blev gjort betinget. Det var de rutinerede tyveknægte, der var på anklagebænken, for de fire delte hele 30 kriminelle forhold imellem sig. De havde blandt andet stjålet to lastbiler til tyverierne, da det ellers ikke er så nemt at have så mange tons skrot. Alle fire erklærede sig skyldige i sigtelserne. Endnu et skrottyveri Daniel Hørup Madsen Jensen og den 25-årige, der nu bor i Hals, havde udover det allerede nævnte også stjålet 1.5 tons kobberkabler hos HEF Energiteknik i Støvring til 78.000 kroner, samt stjålet fjernstyrede biler hos Leif O Mortensen i Klarup til 138.000 kroner. Sagen var kommet for Vestre Landsret, fordi alle fire gik efter mildere domme, imens anklagemyndigheden ville have skærpet straffene. - Jeg er kommet videre med mit liv, og stjæler ikke mere, var en meget brugt sætning fra de tre af dem, der var mødt op i retten. Blandt grundene til at den 33-årige fra Nørresundby og 25-årige fra Hals fik mildere domme end i byretten, lagde dommerne vægt på, at de havde gode personlige forhold og ikke havde så mange tidligere domme som de to andre tiltalte. Da de alle indtil nu kun har afsonet en kort varetægtsfængsling i foråret 2007, skal de snart i gang med afsoningen.

Breaking
Ingen afsluttende prøver for 9. og 10. klasser: 15. april åbner institutioner og skoler for 1.-5. klasse
Luk