Skruer ned for solen på Palmestranden

Lokal kampagne på Palmestranden om faren for hudkræft

Sol over Palmestranden. I uge 31 vil Kræftens Bekæmpelse i samarbejde med kommunen lave en kampagne om hudkræft.

Sol over Palmestranden. I uge 31 vil Kræftens Bekæmpelse i samarbejde med kommunen lave en kampagne om hudkræft.

En solbar med sunde drinks. Ketchup- og sennepsflasker - med solcreme. Konkurrencer og spil om præmier som solhatte, trøjer og UV-sensorer, der måler solens stråling. Det er nogle af ingredienserne i den solevent, der finder sted på Palmestranden i uge 31, fra 2.-8. august. Bag eventen står "Skru ned for solen" - en afdeling af Kræftens bekæmpelse Frederikshavn samt Park & Vej og Frederikshavn Kommune. Kedelig førsteplads - Danmark har en kedelig førsteplads som det land i Europa, der har den højeste forekomst af nye tilfælde af hudkræft. Det er i hastig stigning. Havde det været på landevejen, ville det give et klip i kørekortet. Nu giver det sår i livet, siger Arndt Hüttel Sørensen, der er en af initiativtagerne til soleventen. Ambitionen med solbaren på Palmestranden er at møde målgruppen, unge mennesker, på deres egne præmisser og hvor de ynder at opholde sig. Også for børn Baren bliver bemandet med friske piger og folk fra kommunen. Frivillige fra Kræftens Bekæmpelse vil pynte området med strandstole og parasoller, og om formiddagen vil dette "oplysningshold" også tage imod børnehave- og dagplejebørn. I den forbindelse efterlyser Arndt Hüttel piger på 16-18 år, som vil hjælpe ved baren. Arndt kan kontaktes på arndt@surfmail.dk. Frederikshavn Kommune har for nylig vedtaget en solpolitik for kommunale institutioner og arbejdspladser og har eksempelvis slukket for solarier i kommunens svømmehaller.