Skrupskør Shakespeare

Teater 7. oktober 2002 08:00

HJØRRING: Torsdag 10. oktober viser Hjørring Teater en skrupskør Shakespeare-forestilling på Vendelbohus. Det er den gamle digters forestilling "Som Man(d) behager", der bliver udsat for en meget fri bearbejdning af de fire gutter fra københavnske The Loyal Shakespeare Company (som de selv "oversætter" med: det løjerlige Shakespeare kompagni). Heinrich Christensen, Farshad Kholgi, John Batz og Andreas Bo Pedersen spiller alle rollerne - også de kvindelige - i den gale opsætning, hvor ikke mindst mænd og kvinders roller tages under nærmest revy-agtig behandling. De fire medvirkende lægger ikke fingrene i mellem i deres turbo-komik. Vi kommer som tilskuerer omkring en række af tidens - og fortidens - mandetyper. På Shakespeares tid spillede mændene også alle kvinderoller, og den tradition tager The Loyal Shakespeare Compagni altså op. Nok ikke helt som Shakespeare havde tænkt sig, men en kærlig respektløshed er et kerneelement i kompagniets forestilling, der af anmelderne fik mange roser for sin komiske blanding af tidens problemsstillinger. Forestillingen vandt årets børne-ungdomspris 2001 og anbefales til 9. og 10. klasser samt gymnasieelever.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...