Lokalpolitik

Skubber Stenaldercentret fra sig

Økonomiudvalget vil ikke tage stilling til ansøgning om ekstra tilskud

Det ser idyllisk ud, men Stenaldercentret i Ertebølle er blevet en varm kartoffel, som ingen tilsyneladende ønsker at have liggende i sine hænder alt for længe. Arkivfoto

Det ser idyllisk ud, men Stenaldercentret i Ertebølle er blevet en varm kartoffel, som ingen tilsyneladende ønsker at have liggende i sine hænder alt for længe. Arkivfoto

ERTEBØLLE:Sagen om Stenaldercentret i Ertebølle begynder at ligne historien om aben, som alle skynder sig at sende videre. Nu ser det ud til, at aben lander hos kultur- og fritidsudvalget i Vesthimmerlands Kommune. Problemet er, at den selvejende institution Stenaldercentret Ertebølle står og mangler 226.000 kroner for at dække et underskud, der for en stor dels vedkommende er oparbejdet i løbet af i år. Så sent som i januar i år bevilgede kommunalbestyrelsen i Farsø Kommune 50.000 kroner til dækning af et underskud, der angik 2005. Sparekassen Farsø gav et tilsvarende beløb. Bestyrelsen har sendt en ansøgning til Farsø Kommune med en bøn om, at de vil hjælpe med at finde de 226.000 kroner. I sidste uge havde børne- og kulturudvalget sagen på dagsordenen, men de valgte at sende ansøgningen videre til økonomiudvalget uden at tage stilling til den. - Vi vil have en varig løsning. Derfor opfordrer vi nu økonomiudvalget til at tage et møde med Stenaldercentrets bestyrelse, sagde udvalgsformand Søren Virenfeldt dengang. Mødet er aflyst Politikerne i økonomiudvalget agter imidlertid ikke at gå ind i sagen. De vil hverken holde et møde med museets bestyrelse eller tage stilling til, om kommunen skal bevilge pengene - eller i modsat fald måske lukke Stenaldercentret. Borgmester H. O. A. Kjeldsen (V) siger: - Vi indstiller, at sagen sendes videre til sammenlægningsudvalget med henblik på at finde en samlet løsning for museerne i Vesthimmerland. Han påpeger, at Farsø Kommune alligevel ikke har lov til at give en tillægsbevilling på den størrelse uden at få beslutningen godkendt i sammenlægningsudvalget. - Det vil kun forsinke sagen, hvis vi begynder at holde møde med bestyrelsen for Stenaldercentret. Jeg synes, at kultur- og fritidsudvalget for Vesthimmerlands Kommune skal tage det møde, siger H. O. A. Kjeldsen. Ked af måden For Per Bisgaard (V), formand for storkommunens kultur- og fritidsudvalg, kommer det som en ubehagelig overraskelse, at Farsø Kommune tilsyneladende har tænkt sig at sende aben videre. - Jeg havde håbet, at Farsø Kommune ville gøre rent bord og rydde underskuddet af vejen. Indstillingen kunne enten være, at man gav pengene, eller man kunne tænke den onde tanke, at man lukkede centret, siger han. Per Bisgaard fastslår, at Vesthimmerlands Kommune i hvert fald ikke har nemt ved at finde 226.000 kroner på det i forvejen meget stramme budget. - Vi har ikke afsat ekstra penge. De eneste, der kunne klare det, var Farsø Kommune. Og selv om det selvfølgelig ender med at være samme kasse, så er der stor forskel på, om pengene bevilges før eller efter nytår, siger han. Udvalgsformanden er ked af, at sagen bliver smidt over til hans udvalg på den måde. - Det er en ganske forfærdelig overlevering. Vi får den serveret næsten med en revolver for tindingen. Det kunne godt have været gjort på en anden måde, mener han. Ansøgningen om de 226.000 kroner er dog endnu ikke sendt til Vesthimmerlands Kommune. Først skal hele kommunalbestyrelsen i Farsø Kommune tage stilling til sagen.