Politi

Skud affyret i Aalborg - politiet søger vidner og to gerningsmænd

Politiet vil gerne høre fra personer, der var i Øgadekvarteret fredag aften og så noget mistænkeligt

Nordjyllands Politi leder efter gerningsmændene bag et skyderi i Lyøgade i Aalborg fredag aften.
Nordjyllands Politi leder efter gerningsmændene bag et skyderi i Lyøgade i Aalborg fredag aften. Foto: Jan Pedersen

Opdateret kl. 13:29

Nordjyllands Politi har hele fredag aften og det meste af natten til lørdag været til stede i Øgadekvarteret i Aalborg, efter at det har fået en anmeldelse om skyderi på åben gade.

Det oplyser vagtchef Thomas Ottesen, Nordjyllands Politi, lørdag morgen.

- De sidste efterforskere er endnu ikke gået hjem. Men vi har endnu ingen anholdte, så vi vil fortsat meget gerne høre fra eventuelle vidner, der måtte have set eller hørt noget i forbindelse med afgivelsen af de to skud fredag aften kort før klokken 22, siger vagtchefen.

Han oplyser desuden, at der køres tryghedsskabende patruljering i Øgadekvarteret lørdag ovenpå fredag aftens skyderi.

I en pressemeddelelse udsendt natten til lørdag, lyder det, at politiets efterforskning viser, at ingen er blevet ramt. Det er dog konstateret, at der er blevet affyret to skud.

- Skud afgivet i det offentlige rum er selvsagt dybt alvorligt. Derfor er vi gået i gang med en massiv efterforskning af de nærmere omstændigheder, så vi kan få klarlagt, hvad der præcist er sket og stille den eller de ansvarlige til regnskab, udtaler vicepolitiinspektør Frank Olsen, der er ansvarlig for efterforskningen.

Formodningen fra politiet er, at der var to gerningsmænd til stede i Lyøgade i Aalborg. Den ene af de to afgav skud mod to andre personer, men ramte ikke.

Derefter er de to formodede gerningsmænd flygtet i en ukendt retning.

Politiet vil gerne høre fra vidner, der så noget i området, eller som har andre oplysninger om hændelsen. Anmeldelsen om skudafgivelsen kom klokken 21.57.

Et signalement af de to mistænkte gerningsmænd er også blevet frigivet.

Den ene beskrives som 190 centimeter høj, lys i huden og maskeret med sort tøj og handsker. Den anden beskrives som 170 centimeter høj, maskeret og iført sort tøj og handsker

- Man kan bide mærke i den højdeforskel, der er på de to personer, og hvis man har observeret dem eller andre mistænkelige personer, så skal man ringe til os på telefon 114, siger Frank Olsen i pressemeddelelsen.

Af hensyn til efterforskningen oplyser Nordjyllands Politi ikke om den konkrete efterforskning, eller hvad politikredsen mener er gået forud for skudafgivelsen.

- Det er vores opfattelse ud fra den foreliggende viden, som vores efterforskning har tilvejebragt, at der er tale om et internt opgør i et kriminelt miljø. Og skudafgivelsen kan have forbindelse til tidligere uoverensstemmelser, siger Frank Olsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden