Skud mod Anders Foghs nytårskrav

EMNER 3. januar 2007 05:00

NORDJYLLAND: En strategisk tale. Det skudsmål giver Anette Borchorst statsministerens nytårstale om personligt ansvar. Hun er forsker i velfærd på Aalborg Universitet. - Jeg hører det meget som en strategisk melding fra statsministerens side efter efterårets forældreprotester over nedskæringer på børnepasningen. Det var jo en kilden sag, hvor kvaliteten af de offentlige ydelser stod overfor at holde skatterne i ro, forklarer hun. Statsminister Anders Fogh Rasmussen lagde vægt på, at vi alle sammen skal tage et større personligt ansvar for vores ældre, vores børn, for miljøet og for at komme i arbejde. Ikke nok tid - Det er vigtigt, at vi tager ansvar, men det er urealistisk at vi alle sammen skal bruge meget tid på det, mener Anette Borchorst. - Der er ingen vej udenom, at det offentlige skal tage sig af vores børn og ældre. I dag er næsten alle på arbejdsmarkedet. Det betyder, at småbørnsforældrene stiller krav til åbningstiderne i institutionerne, og vi kan ikke passe de ældre selv. Det offentlige kan selvfølgelig ikke overtage al pleje, for det er vigtigt, at der også står nogle ressourcestærke familier bag. Hun ser ikke, at vi er blevet mindre ansvarlige, nærmest tværtimod. En udhuling Socialdemokraten Rasmus Prehn har intet imod, at vi som borgere skal tage mere ansvar, men han er bange for, at statsministeren vil bruge det personlige ansvar til at udhule velfærdssamfundet. - Jeg frygter, at vi er på vej mod et velfærdssamfund, hvor man hver gang noget ikke fungerer får at vide, at det må man selv tage ansvaret for, siger Rasmus Prehn. Den konservative Per Ørum Jørgensen siger omvendt, at talen klingede godt i hans ører. - Det er en dagsorden, vi fra konservativ side har forsøgt at sætte i flere år. Han mener ikke, det er urimelige krav, at forældrene skal sørge for, at børnene kommer i seng i ordentlig tid, at de får rørt sig, at de har lavet lektier, og at de har madpakke med i skole. Institutionskultur Lene Tanggaard, adjunkt i pædagogisk psykologi, mener imidlertid ikke familierne har tid til det hele, og derfor godt kan glemme den nære omsorg. - Der er en generation, der er opvokset i institutioner, og vi er vant til der er nogen, der står til rådighed. Og vi råber op, når vi er utilfredse. De ressourcestærke tager ansvar for sig selv, og det er måske vigtigt at påpege, at de også skal tage ansvar for fællesskabet, forklarer Lene Tanggaard.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...