Iran

Skud mod iransk oppositionsleder

TEHERAN:Uidentificerede mænd åbnede i denne uge ild mod en ledende oppositionspolitiker i Iran, hedder det i en artikel på en af oppositionens hjemmesider. Ifølge oplysningerne blev der åbnet ild mod Mehdi Karoubi, der led nederlag ved det omstridte præsidentvalg i juni. Han blev beskudt torsdag i byen Ghazvin, som ligger 124 kilometer vest for Teheran. Det skete efter, at han havde besøgt en præst, Nasir Ghavami, hedder det på hjemmesiden Kaleme. Kaleme styres af tilhængere af Mirhossein Mousavi, en oppositionsleder, som også tabte til præsident Mahmoud Ahmadinejad ved valget i juni. Ingen officielle kilder eller embedsmænd bekræfter oplysningerne./ritzau/Reuters