Skud-undersøgelse lader vente på sig

Tyverier 7. september 2002 08:00

AALBORG: Der vil gå nogen tid endnu, før Statsadvokaturen i Aalborg er klar med redegørelsen for, om en aalborgensisk betjent handlede korrekt eller ej, da han en søndag morgen i juli skød en indbrudstyv i benet. Vicestatsadvokat Kirsten Dyrman oplyser, at hun fortsat afventer nogle tekniske undersøgelser for at kunne vurdere sagen. Når hendes redegørelse er klar, skal den først forelægges det nordjyske politiklagenævn, før der kan ventes nogen endelig afklaring. Det styrkede næppe betjentens sag, at den 36-årige indbrudstyv i mandags i byretten blev frifundet for vold mod betjenten. Tyven var tiltalt for flere angreb og udfald mod betjenten og for at have taget halsgreb på betjenten, som tog ham på fersk gerning under et indbrud i et solcentret Solen i Vesterå. Tyvens voldelige optræden var angiveligt årsagen til, at betjenten til sidst ikke så anden udvej end at trække tjenestepistolen og sætte tyven ud af spillet med et skud. Byretten fandt det imidlertid ikke bevist, at tyven begik vold mod betjenten. Under sagen kom det i øvrigt frem, at betjenten ikke gav sig til kende som politimand, før tingene udviklede sig, ligesom det kom frem, at tyven sandsynligvis sad halvvejs på knæ på gulvet, da han blev ramt af skuddet. Kuglen gik tværs gennem hans højre knæ og ramte desuden venstre fod. Ifølge vicestatsadvokat Kirsten Dyrman vil byrettens afgørelse af sagen mod indbrudstyven indgå sammen med en række andre elementer i vurderingen af, om betjenten handlede korrekt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...