Præstbro

Skuddag for en nål

Skuddag med konkurrencer i Præstbro Petanque Klub

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Bent Bøgsted, der også er kendt som politiker, er en ivrig petanquespiller.

Petanque er et ret simpelt spil. Alligevel skal der hele 40 paragraffer til at beskrive reglerne for kugler, opbygning af baner, afstande, kastning, opmåling, pointgivning, udskiftning eller løv på banen. Forleden blev der holdt en såkaldt skuddag over hele landet. I Vendsyssel var det på Præstbro Petanque Klubs baner i Natur- og Idrætsparken på Agernvej i Præstbro, at konkurrencen blev afviklet En snes spillere var med i forsøget på at bestå nåleprøve. Berit Ravn fra klubben i Præstbro beretter om fine resultater. Som den eneste opnåede Carl August Christensen fra Sæby sølvnålen. Otte fik bronzenålen. - Man skal gennemføre fem forskellige øvelser. Det er en måde at opøve en god teknik på, fortæller Berit Ravn. Man skal for eksempel "bombe væk", "kaste ind til grisen" eller "skyde grisen væk". For begge køn og alle aldre Petanque er for begge køn og alle aldre. I Præstbro har man tidligere haft mange flere medlemmer end de nuværende 12. Man sysler dog med tanker om at danne et børnehold. Selv er Berit Ravn, 51 år, plaget af en dårlig ryg og må somme tider give op midt i en kamp. - Så er det godt, at reglerne er sådan, at man må skifte en spiller, siger Berit Ravn, der på det skarpeste afviser den fordom, der også var hendes egen for år tilbage: At petanque kun er for gamle mænd. Petanque er organiseret under DGI Nordjylland og Præstbro er med i Limfjordsturneringen med to hold i A-rækken. - Vi spiller i puljer med både ude- og hjemmekampe, og hjemmeholdet skal give kaffe bagefter, forklarer Berit Ravn og understreger dermed også, at petanque i høj grad er et spil, hvor det sociale samvær er i højsædet.