Skuddag med citron

Spar-købmand solgte 1.500 hjemmelavede stjerneskud i går.

Kunderne var vilde med købmandens skud. Tegning Jens Schmidt

Kunderne var vilde med købmandens skud. Tegning Jens Schmidt

En sværm af stjerneskud landede fredag i maverne på 1.500 lækkersultne i Saltum, Hune, Kaas, Moseby og områderne imellem og uden om. De var affyret af Spar-købmanden i Saltum, Rikard Andersen og tre medarbejdere, der samlet brugte 48 timer på at bygge de kunstfærdige fiskemadder. Udfoldelserne begyndte midt i den kolde og kulsorte januarnat og sluttede 12 timer senere, mens egnens hr. og fru Jensen, Pedersen, Sørensen, Nielsen og hvad de ellers hedder alle sammen fik stjerner i øjnene i forventning. De havde alle bestilt Dagens Tilbud, som de kendte til fra opslag i Rikard Andersens butikker i området, ja også den i Vestbjerg, og fra flyers. Richard Andersen fortæller i en mikropause mellem fiskefilet, thousand island og citron, da han og hans medarbejdere var godt og vel halvgående: - Vi ville finde ud af, hvor mange stjerneskud, vi kunne sælge på en dag. Vi håbede på 1.000, men kom op på 1.500. Kunderne er virkelig med på den. Vi har haft store ordner til halballer og den slags. Men det her er noget andet. Det er ganske almindelige kunder, der hver især bestilte et eller flere stjerneskud. Kunderne sparer såmænd kun en tier. Vi tager 29 kr., og stjerneskuddene er lige så store som dem, vi sælger til daglig, siger han. Skulle der være et enkelt stjerneskud tilovers, skal det ikke regne med at lande i købmandens mave efter hans mange timer på affyringsrampen. - Jeg spiste et i tirsdags. Det må være nok, ler han.