Skuddermudder i vejsag

Det er politikernes skyld, mener gårdejer

EM:Teknisk udvalg har taget Em Vandværks parti i en sag om adgangsvejen til vandværket, og derfor er sagen nu gået i hårdknude og skatteborgerne må betale for en ekspropriationssag. Sådan udlægger gårdejer Jørgen Østergaard sagen, der drejer sig om en adgangsvej over hans mark ved Hedegårdsvej. Teknisk udvalg har besluttet at der skal anlægges en fast adgangsvej til vandværket og har tilbudt Jørgen Østergaard godt 20.000 kr. for det stykke jord, der skal bruges til vejen. Jørgen Østergaard har afvist tilbudet, så nu har teknisk udvalg igangsat en ekspropriationssag. Upassende udtalelse Teknisk udvalgs formand Kim Bach beklagede i NORDJYSKE forleden, at der skal bruges offentlige ressourcer på en ekspropriationssag, der formentlig ikke medfører et større erstatningsbeløb til Jørgen Østergaard end det, kommunen har tilbudt. Udtalelsen er faldet Jørgen Østergaard for brystet. - Hvis Kim Bach ved, hvordan udfaldet af taksationskommissionens afgørelse bliver, var der jo ingen grund til at have den. Som formand for teknisk udvalg bør Kim Bach slet ikke komme den slags udtalelser, mener Jørgen Østergaard. Kim Bach kan ikke se noget forkert i sin udtalelse. - Hvis man kigger i de seneste afgørelser fra taksationskommissionen, kan vores tilbud godt matche det. Jeg tror ikke at Jørgen Østergaard får en krone ud af det, og det er jeg i min gode ret til at sige, svarer han. Kim Bachs skyld Men Jørgen Østergaard giver teknisk udvalg i almindelighed og Kim Bach i særdeleshed skylden for at sagen er gået i hårdknude og for at det nu ser ud som om han - Jørgen Østergaard selv - er et stædigt asen. - Der er gået skuddermudder i sagen takket være teknisk udvalg - udvalget kan endnu engang ikke levere varen. De har taget vandværkets parti, siger Jørgen Østergaard. Dertil svarer Kim Bach: - Sådan en udtalelse virker på mig som om man ikke har fulgt med i sagen eller har glemt hvad der ligger forud. Man skal huske hvem, der har startet den her sag - det har vandværket. Kim Bach afviser, at teknisk udvalg har stillet sig på vandværkets side i sagen. - Men vi har som myndighed en pligt til at sikre vandforsyningen, og det er uacceptabelt at håndværkere/ teknikere skal slæbe deres maskiner ind over marken til vandværket. Kompromis-forslag Jørgen Østergaard forklarer, at han har foreslået indtil flere kompromiser, blandt andet ét, som et medlem af vandværkets bestyrelse tidligere selv har foreslået, nemlig at anlægge en græsvej fremfor en asfalt/grusvej. - Jeg har tilbudt en gratis løsning, mens teknisk udvalgs løsning koster skatteborgerne penge, understreger han. Jørgen Østergaard satser på, at ekspro-priationssagen bliver afvist fordi vejen til vandværket ønskes anlagt af "magelighedsårsag". - Mine rådgivere vurderer at overtaksationskommisssionen afviser sagen. Man eksproprierer ikke folks jord af magelighedshensyn. Kun for at skaffe adgang til noget, der ellers ikke er adgang til, siger han. Han understreger, at der ER adgang til vandværket. Det er bare ikke altid man kan køre dertil. - Der er ingen vej i verden, som man ALTID kan køre på, men så må de bruge deres gåben. Det har de kunnet de sidste fyrretyve år.