Skuddrama i Aalborg vestby

Ved et skuddrama i Suensonsgade Aalborgs vestby fredag ved 18-tiden blev en, ifølge de første oplysninger, midaldrende mand, ramt i overkroppen af mindst ét skud, affyret af en anden mand, som forskansede sig i lejligheden.

Ved 18.40-tiden oplyste vagthavende hos Aalborg Politi, vicepolitikommissær Jens Christian Lundsteen, at offeret var bragt på hospitalet og meldt uden for livsfare. Også den formodede gerningsmand var ude af lejligheden - det lykkedes de første betjente på stedet at få ham ud, inden tilkaldte kollegaer var klar til at gå i aktion med tåregas, oplyste Jens Christian Lundsteen. Gerningsvåbenet er formentlig et gevær.