Skuddrama i Aalborgs vestby

Ved et skuddrama i Suensonsgade Aalborgs vestby fredag ved 18-tiden blev en, ifølge de første oplysninger, midaldrende mand, ramt i overkroppen af mindst ét skud, affyret af en anden mand, som forskansede sig i lejligheden.

Ved 18.40-tiden oplyste vagthavende hos Aalborg Politi, vicepolitikommissær Jens Christian Lundsteen, at offeret var bragt på hospitalet og meldt uden for livsfare. Også den formodede gerningsmand var ude af lejligheden - det lykkedes de første betjente på stedet at få ham anholdt, inden tilkaldte kollegaer var klar til at gå i aktion med tåregas, oplyste Jens Christian Lundsteen. Gerningsvåbenet er formentlig et gevær, og så vidt NORDJYSKE erfarer, var det genboen, der skød på den midaldrende mand. Da politiet ankom, var de to mænd stadig i lejligheden, og gerningsmanden var tilsyneladende ikke indstillet på at lade skudofferet komme ud. Men politiet fik hjælp fra en underbo, som fik lov til at komme ind i lejligheden og hente den blødende mand. Angiveligt var det også underboen, som fik overtalt manden med geværet til at overgive sig. Den opgang, som dramaet foregik i, er hjemsted for kommunens såkaldte opgangsfælleskab for alkohol- og stofmisbrugere.