Skuddrama i opgangsfællesskab

En midaldrende mand blev fredag ved 18-tiden skudt i en lejlighed i et bofællesskab for tidligere hjemløse på Suensonsgade i Aalborgs vestby. Han blev bragt til hopitalet, hvor han i aftes blev meldt uden for livsfare.

Ifølge vagthavende hos Aalborg Politi, vicepolitikommissær Jens Christian Lundsteen, blev offeret ramt i overkroppen af mindst et skud, som den gerningsmanden - en anden mand fra samme opgang - formentligt havde affyret med et gevær. Efter skudepisoden forskansede den formodede gerningsmand sig i lejligheden og var tilsyneladende ikke indstillet på at lade offeret komme ud. En af underboerne, Kurt Olesen, så fjernsyn, da han hørte flere råb om hjælp. Stående på gaden fik han kontakt med gerningsmanden. - Jeg lovede at komme alene, og så gik jeg op og fik ham til at åbne, fortalte Kurt Olesen til NORDJYSKE. Ifølge Kurt Olesen var offeret ved at miste bevidstheden og havde en stor blodplet ved skulderen. Efterfølgende blev han bragt til hospitalet. Det lykkedes de første betjente på stedet at få gerningsmanden anholdt, inden tilkaldte kolleger var klar til at gå i aktion med tåregas, oplyste Jens Christian Lundsteen. Kl. 21.15 havde politiet endnu ikke afhørt gerningsmanden og kunne derfor ikke oplyse om et motiv.