Retspleje

Skuddrama udløste lange straffe

Med lange fængselsstraffe til alle tre tiltalte satte retten i Hjørring mandag punktum i en sag om et skuddrama i Sæby.

- Det er et mirakel, at alle tre er i live og sidder her i dag, sagde anklageren, politiassessor Jette Rubien i sin procedure. To af mændene blev alvorligt såret og risikerer varige mén. Skyderiet foregik på en af de tre dømtes bopæl 22. maj. Han blev opsøgt af de to andre dømte, der medbragte et oversavet haglgevær, men gav dem en varm velkomst med sit eget haglgevær. Dommene lød på mellem 1 år og 11 måneders fængsel og 3 år og 10 måneders fængsel.