Skuder fyldt med æbler og pærer

Livlig frugthandel på kajen

Fødevarer 29. september 2002 08:00

MIDTBYEN: 77-årige Marie Christensen havde i går taget turen fra Vadum til Aalborg for at købe æbler og pærer direkte fra skuderne, der lå i havnen. Det er ellers ikke så tit, Marie Christensen er i Aalborg, for hun plejer at købe de daglige fornødenheder derhjemme i Vadum. Så når hun i går drog afsted til staden, var det alene på grund af pæreskuderne. - Da jeg i sin tid boede i København, købte jeg ofte æbler og pærer ved de skuder, der lagde til kaj i nærheden af Knippelsbro. Det var også på denne årstid, og jeg husker, at dem der stod og solgte frugt fra bådene, var ret så slagfærdige. Marie Christensen boede i København indtil 1962. Siden 1984 har hun boet i Vadum, hvor hun befinder sig vældig godt. Men pæreskuderne ville hun alligevel ikke gå glip af, selv om det ikke helt kunne leve op til minderne fra de gode, gamle dage i København for over 40 år siden. - Som jeg husker det, havde de ikke dengang stillet borde op på kajen som her. De solgte deres æbler og pærer direkte fra bådene. Dengang købte Marie Christensen også fisk hos fiskekonerne på Gammel Strand. De var om muligt endnu rappere i replikken end skudehandlerne. Det er netop den slags miljøer, som Aalborg Skudelaug forsøger at genoplive med et arrangement som det i går. - I århundreder har der jo eksisteret sådan en krejlerkultur, hvor frugt og andre varer blev solgt ved havnekajen direkte fra bådene. Og vi vil gerne yde et bidrag til, at denne kultur ikke helt forsvinder, forklarer Peter Sigfred fra Aalborg Skudelaug. Han er primus motor i projektet. Desuden synes folkene fra skudelauget faktisk, at det er vældig sjovt at være handelsmænd på kajen. - Vi gør det naturligvis også for at vise vore skibe frem og for at være fælles om noget, siger Peter Sigfred. I foråret havde skudelauget et tilsvarende arrangement, hvor der blev solgt friske Samsø-kartofler direkte fra bådene. Det vil blive gentaget til foråret, 31 maj. Peter Sigfred håber, at kajsalget af både de friske Samsø-kaftofler og de friske danske æbler og pærer kan blive årligt tilbagevendende begivenheder, henholdsvis forår og efterår. - Det kan da også ske, at vi en skønne dag finder på at sælgfe fisk fra bådene, tilføjer han. I går havde skuderne 500 kilo æbler og 250 kilo pærer med i lasten. Det er endnu ikke helt besluttet, hvad et eventuelt overskud fra salget skal bruges til. Pengene går i første omgang i skudelaugets kasse, men de skal nok blive anvendt til et velgørende formål...for foreningens medlemmer, lover Peter Sigfred med et lunt glimt i øjet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...