Skudoffers tøj blev smidt væk af bekendt

Vigtige spor fra det ene skudoffers tøj, mangler, når Vestre Landsret i Aalborg i morgen indleder nævningesagen mod en 48-årig retarderet mand, der er tiltalt for drabsforsøg på en 41-årig mand og hans 52-årige kone på den 48-åriges ejendom på Gl. Rønnebjergvej i Poulstrup den 26. september sidste år.

Ib Høier, Guldager, der kendte dem alle tre godt, fortæller nu, at den 41-årige mand, der blev ramt i kinden af et skud, bad ham skaffe en sæk blodigt tøj af vejen. Det skete dagen efter dramaet. Den tiltalte 48-årige erkendte straks efter anholdelsen, at han skød og ville dræbe den 41-årige mand, men han nægtede at have gjort noget ved kvinden, der blev fundet på gårdspladsen med et hul ind gennem øjet. Hun er i dag svært hjerneskadet og anbragt på et plejehjem. Hjørring Politi har haft store problemer med efterforskningen, fordi det har vist sig, at kvinden formentlig slet ikke er blevet skudt, men i stedet slået ned og ramt af et spidst våben ind gennem øjet. Men gerningsvåbnet er aldrig blevet fundet. Den 41-årige mand blev straks indlagt i Hjørring og senere overført til Aalborg Sygehus. Dagen efter besøgte Ib Høier offeret på sygehuset for at hente en nøgle til den 41-åriges hus, fordi han skulle passe offerets hund og kat. - Han gav mig sækken med det blodige tøj og bad mig om at skaffe det af vejen. Så jeg smed det i en container udenfor sygehuset, fortæller Ib Høier. Dengang tænkte Ib Høier slet ikke på, at tøjet kunne indeholde vigtige spor for politiet. - På det tidspunkt var der ingen tvivl om, at det var den 48-årige, der havde skudt dem begge to, siger Ib Høier. - Har du fortalt politiet om tøjet? - Nej, for de har ikke spurgt, siger han. Ib Høier har flere gange været vidne til, hvordan den retarderede mand blev groft udnyttet af parret: - Han lånte dem mange penge, kørte ærinder og knoklede i deres have. De behandlede ham som skidt, og jeg har også set, at han blev slået af den 41-årige, siger Ib Høier. Det er hans opfattelse, at Hjørring Politi har fokuseret for meget på det mest oplagte forløb. - De har ikke været særlig grundige med at afhøre den 41-årige, siger Ib Høier. Nævningesagen i Vestre Landsret strækker sig over tre dage, og der ventes at falde dom onsdag. Anklager, vicestatsadvokat Steen Friis Nielsen vil have den tiltalte dømt til forvaring på ubestemt tid.